Skriv en kommentar
Tilbage i 1972, hvor den oprørske datter Holly (Naomi Watts) tager afsked med familien, til stor bekymring for faderen Fred (Tom Skerritt), for at studere i storbyen. Her krydser hun Ira Einhorns (Kevin Anderson) venstreorienterede tanker, med en konfrontationskurs mod det konservative system. Som også er lidt af den frigørelses proces hun selv måtte tage fra sin familie. Ira for hurtigt et godt øje til Holly, og sammen oplever de en stormende forelskelse. Til stor forundring for Iras venner, der ser ham som den lokale Casanova, og ikke kender denne familiære side af samfundsrevseren. Hun bliver hurtigt betaget af hans charme, og engagement. Men Ira har en voldelig side, og er særdeles kontrollerende. En side som hun til sin angst opdager at være den eneste vidne til. Langsomt mister hun kontrollen, og Ira begynder igen at gå ud med andre kvinder, og nedgøre Holly foran sine venner. Ved et af de intellektuelle seancer tager en Sol Lapidus hende i forsvar, og Holly kan mærke en fornyet kraft. Hun begynder at finde kræfter i en selvhjælps gruppe, og ved nu inderst inde med sig selv, at hun må forlade Ira, at det er hendes mål i fremtiden. Den nærmer sig langsomt. Faderen bryder sig bestemt ikke om Ira, og håber inderligt at datteren vil gøre det forbi. Sol har lovet at hjælpe hende, hvis hun gerne vil forsvinde væk fra Ira. En dag har hun fået styrken, og gør forholdet op, kort tid efter forsvinder hun sporløst. En jagt fra Ira, faderen og myndighederne går ind for at finde Holly og sandheden.
Historien er baseret på virkelige hændelser, hvilket altid er et stærkt trækplaster. Denne sådan lidt skæve ”Harlekin-historie” er produceret til TV mediet og var oprindeligt i fire afsnit, på cirka 164 minutter, men er her kogt ned til det halve, hvilket så ikke vides om det dækker tilstrækkeligt. Historien virker ikke for lang, eller forkort, men fungere ganske fint i sin genre, ved at have så prominente navne med som Naomi Watts (”Mullholland Drive”, ”King Kong” m.fl.) og Martin Donovan (”Trust”, Insomnia”) og ikke mindst en særdeles troværdigt spillende psykopat Kevin Anderson (”When Strangers Appear”). Flere andre gode kræfter på rollelisten som man kan undrer sig har valgt at medvirke i denne tv-serie.
Trods deres anstrengelser kommer filmen ikke rigtig ud med sine store følelser, der bliver skuespillerne lidt efterladt til solopræstationer, og instruktøren formår ikke at fange samspillet og trække det op. Om det fungerer bedre i TV udgaven skal være usagt.
Intet ekstramateriale udover scenevalg.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
PAN Vision.
