Skriv en kommentar
I The Music of Silence følger vi Andrea Bocelli fra barns ben til fuldblodet operastjerne. Filmen er baseret på musikerens egen selvbiografi (La musica del silenzio) fra 1999 skrevet af tenoren selv og denne er frit inspireret af hans barndomsminder fra begyndelsen til hans store karriere.
I filmen bliver Bocelli spillet af Toby Sebastian under alteregoet ”Amos Bardi” og filmen bliver skildret ud fra dennes førstepersons narrativ. Det er Michael Radford, som har instrueret The Music of Silence og han er kendt for sin instruktion af den italienske film Postbudet (Il postino, 1994) og The Merchant of Venice (2004).
Bocelli blev født med grøn stær og var næsten blind gennem store dele af sin barndom. Derfor tyede han til musikken, som en væsentlig del af hans interesse og da en engel havde udstyret ham med en unik stemme og han begyndte at spille klaver som 6-årig, blev hans talent hurtigt opdaget i hans fødeby Lajatico i Toscana, hvor han vinder flere talentkonkurrencer.
Da Bocelli er 12 år bliver han erklæret fuldstændig blind efter et uheld på en fodboldbane, og han begynder at læse jura og spille klaver og synge på lokale barer. Men Bocelli skal først igennem sangtræning hos en maestro før hans karriere kan begynde. Gennembrudet kommer først meget senere, da den en italienske sanger rocksanger Adelmo Fornaciari aka Zucchero søger talenter til en duet med Luciano Paverotti. Da de hører båndet med Bocelli ligger verden snart åben for åbne fødder, men lukkede øjne.
The Music of Silence forsøger både at være en dramatisk og samtidigt en biografisk film, men desværre ender det hele en smule rodet og repetitivt.
Første halvdel af filmen er den mest dramatiske del, hvor vi følger en stakkel blind dreng forsøge at sanse verden og åbne folks øjne for sit sangtalent. Anden halvdel af filmen er desværre meget gentagende. Utallige gange bliver billederne superimposed på hinanden for at vise ”tiden går” eller også bliver små scener klippet med handlingsfremskred erstattet af små scener med landskabsbillederne i det uendelige. Det hiver tempoet ud af filmen og til sidst man længes efter at få det endelige klimaks overstået, så vi kan nå til hans uundgåelige succes.
For eksempel er sangundervisningen med maestro (spillet af Antonio Banderes) ret fordummende. Flere montager af hvordan hans stemme bliver trænet, virker ret åbenlyst hvad resultatet skal ende med: hans stemme bliver trænet til perfektion. Det er ærgerligt at spilde 20 minutter på dette, når vi kender udfaldet.
Dog er de afsluttende scener mellem Amos og maestro de bedste, specielt den sidste samtale efter træningen er fuldført giver i den grad stof til eftertanke.
Men The Music of Silence største bet er, hvorfor taler karaktererne gebrokken engelsk med italiensk accent, hvis filmen foregår i Italien om Bocellis barndom? Hvis de godt kan synge rent på italiensk, hvorfor kan de så ikke tale italiensk?
Nogle af skuespilleren taler så gebrokken, at det ikke kun er svært at forstå, hvad de siger, men at det decideret går ud over skuespilpræstationerne. For en film som afhænger så meget af det smukke auditive lydlandskab, er det mærkværdigt, at det skal destrueres af sådan en omgang italiensk-engelsk talediaré. Det er måske for at kunne sælge filmen til internationalt publikum, men det virker forfejlet!
Som film er The Music of Silence ikke fra den bedste skuffe, men den er syn værd, for at forstå og lære historien bag en af verdens bedste operasangere. Men måske man så bare skulle læse selvbiografien i stedet for…
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
