Skriv en kommentar
Robin Williams-fans vær advaret. Ikke alene er The Night Listener nemlig ikke nogen specielt god film, men jeg ser mig også nødsaget til at gå lidt i flæsket på den ellers ganske elskede skuespiller. Hos mig har han imidlertid aldrig været det store hit, og det går da selvsagt også den gale vej. Mon han stadig bilder sig ind at han kan sige nej til alle manuskripter han får stukket i hånden?
Hvis du kan lide Williams når han klovner rundt, som i Flubber eller Toys, eller hvis du kan lide hans mere sentimentale roller som i Robotmennesket, Jack eller Patch Adams – så er det ikke her du skal lede. Hvis du håber på fornyet storhed som Good Morning, Vietnam, The Fisher King eller Good Will Hunting, så er det nok et overstået kapitel. Den bølge han ramte som også omfatter Døde Poeters Klub og tildels Mrs. Doubtfire, Jumanji og Hook, minder mig om f.eks. Kevin Costner der på ingen tid med Danser Med Ulve, JFK, Robin Hood kom højt på strå, for siden af dø næsten helt ud (måske nok de udskældte Waterworlds og The Postman's skyld). Williams balancerer på samme afgrund, og det specielt nu hvor han skal forestille at være moden til alvorlige roller. Jovist var han ret uhyggelig i One Hour Photo, uden at være det i Insomnia. Men det er allerede 5 år siden... Siden er det gået fra udgivelse til udgivelse, som er havnet direkte i video-hylderne – bortset fra når han er blevet sat til at lægge stemme til tegnefilm. Med andre ord, det er down hill for Williams. Tag et kig på hans fremtidige projekter, og se at ingen ligefrem er storfilm. Tættest på kommer vel Nat På Museet, men her spiller Williams jo så også kun en mindre rolle.
Williams udtaler her på ekstra materialet at han blev bedt om at læse manuskriptet for sjov. Bagefter synes han bare at det var fantastisk og ville ombord med det samme. Gad vide om manden har lært at læse... Filmen forsøger at være spooky, men det er da vist århundredets maveplasker. Williams gør hvad han kan, men det virker skidt at han giver den fuld gas til et manuskript som han selv kan lide, og så det faktum at filmen næsten føles langtrukket på blot 1 time og 20 minutter. Personligt mener jeg at en af de bedste Williams-film er What Dreams May Come fra slut-90'erne, men den er der omvendt ikke mange som har set. Ironisk nok!
I The Night Listener spiller Williams radioværten Gabriel Noone, som har sit eget show om fantastiske historier. Han er yderst populær, når han fortæller om løst og fast – omend han digter lidt på folks fortællinger for at få det spektakulære frem og for at gøre dem til sine egne. En dag får han imidlertid en urovækkende historie om en 14-årig dreng som i sin barndom er blevet misbrugt seksuelt og som deraf nu er dødeligt syg af AIDS. Noone tager telefonisk kontakt til drengen, som hedder Pete (Rory Culkin – Mean Creek, Igby Goes Down, Signs) og et venskab opstår. Pete er stor fan af Noone, og radioværten bliver rørt af at betyde så meget. Noone vil gerne hjælpe Pete så godt som det nu kan lade sig gøre – og finder også trøst i deres samhørighed, i en tid hvor Noone selv er blevet forladt af sin mandlige samlever Jess (Bobby Cannavale – The Station Agent, Snakes On A Plane). Noone får endvidere kontakt til Petes mor Donna (Toni Collette – About A Boy, Den Sjette Sans), som inviterer Noone til jul. Petes tidligere samlever Jess, har imidlertid en fornemmelse af at noget er galt. Han har ved et tilfælde lyttet til opkaldende fra Donna og Pete, og mener at der stemmemæssigt er en hvis lighed. Noone er ligeglad og rejser til Wisconsin for at møde de to. Men uanset hvor tæt Noone kommer på Pete, så ser han ham aldrig... Et forskruet sind har nu taget magten over Noone, og spørgsmålet er så om han er stærk nok til modstå situationen.
En film som prøver at ramme ned blandt de gode historier om mental menneskelig ubalance. Vi har set det så mange gange før, og dette forsøg bliver aldrig til mere end et dyt i hornet. I første omgang noget man reagerer på, men allerede har glemt igen i næste lysregulering.
Ekstra materialet består af et ikke særligt opfindsomt interview med hovedaktørerne, og tilmed en dræbende kedelig B-roll, hvor spændingen begrænser sig til en kvinde som uheldigvis går i vejen for kameraet, samt en diskussion om hvordan man mest realistisk går ud af en café-dør. Williams tager det dog pænt, selvom det lyser ud af ham at det er en ligegyldig detalje...
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
