Barnløsheden overvindes
Cindy (Jennifer Garner) og Jim Green (Joel Edgerton) kan ikke få deres største ønske opfyldt: at få børn. De har begge svært ved at acceptere dette, da de nedslået kommer hjem fra lægen. Derfor fantaserer de hvordan deres barns liv ville have været ved at skrive highlights og karaktertræk ned på sedler og begraver dem i en kasse ude i haven. Næste dag står deres ti-årige fantasisøn, Timothy, i hjemmet og kalder dem mor og far.
Timothy er en dreng lige efter Cindy og Jims hoved, så paradiset for dem bliver fuldendt over natten. Timothy er den perfekte dreng, der ikke lader sig nære af drillerier, er kunst- og musikbegavet og er ligeså håbløs til sport som sin far. Han er kærlig og ærlig, forstående og godvillig, hjælpsom og begavet. Cindy og Jim har i den grad fået leveret en vidunderdreng lige til døren.
Adoptivforældre på prøve
Det er selvfølgelig noget af en prøve for et par adoptivforældre-over-natten, specielt når man som barnløst par lige har begravet håbet om nogensinde at få et barn. Dog stiller de omkringliggende venner og familie ikke de store spørgsmålstegn ved, at de lige pludselig er blevet forældre til en ti-årig.
Både Cindy og Jim har problemer på arbejdspladsen, Jim på blyantfabrikken og Cindy på Blyantmuseet. Jo, vi befinder os i det amerikanske Pleasant-smallville, hvor alle kender alle og de perfekte omgivelser til familielivet ligger til grund. Selvom nutidige problemer med arbejdsnedlæggelser og fyringer er central i filmen, er Jim og Cindy og deres omgangskreds stadigvæk fanget i et net af “ladida” og “happy-go-lucky” glæde, der aldrig kan ændres ved.
Når storken kommer
Man siger at storken kommer med børn, men i The Odd Life Of Timothy Green er det via det brændende forældreønske og nogle overskrevne naturlove, der producerer det perfekte barn. Selvfølgelig er det en meget Disneysk måde af fortælle om børnefødsel og at i forældrenes øjne er alle børn perfekte. Sådan næsten perfekt.
Selvom Timothy er en dreng, der nærmest er dumpet ned fra månen, besidder han stadig visse sociale evner, men mangler i den grad andre. Timothy finder hurtigt kærligheden til den 14-årige(!) pige Joni, der virker som hinandens soulmates. Sammen knytter de et ubrydeligt bånd mellem sig, så tæt at Cindy og Jim bliver mistænkelige.
The Odd Life Of Timothy Green er et klassisk Disney familieeventyrfilm, der forsøger at blande familielivet bekendtskaber med en fortryllende fortælling om noget ud over det normale. Filmen undgår ikke den uundgåelige sukkerinjektion undervejs og specielt sidste del af filmen ligger på grænsen til et diabetisk anfald. Men det skal ikke ødelægge fornøjelserne ved filmen, der er underholdende og fyldt med hjertevarme.