Handlingen i The Ottoman Lieutenant er en blanding af krigsdrama, historisk kommentar og elementer af forbudt kærlighed. Ingredienserne til et spektakulært drama er bestemt til stede, men braget udebliver.
Filmens 'heltinde', Lillie Rowe, kommer fra en absolut velstående hvid familie i Philidelphia, hvor hun i trods eller protest arbejder som sygeplejerske for at hjælpe de fattige. En idealisme, der gør det naturligt for Lillie at lægge tage en sort ind til behandling – hvilket bliver afvist på det bestemteste.
Næste step er så, at Lillie – efter at have hørt en flammende beretning om forholdene på et amerikansk drevet hospital i det østlige Anatolien – beslutter sig for egenhændigt at bringe en lastbil, proppet med medicin og lægeudstyr, frem til det nødlidende hospital. Agtværdigt og drevet af en ihærdig indignation, bestemt. Men alt i alt et drive, der ikke er søgt sandsynliggjort i figuren Lillie i øvrigt. Dermed står hendes fokus på retfærdighed og ligestilling på tværs af etnisk herkomst noget umotiveret.
Det bliver ikke meget bedre, da Lillie når frem til Istanbul og tilfældigvis render ind i Ismail Veli, en løjtnant i det osmanniske imperiums hær. Høj, mørk, mystisk, som nu Michiel Huisman, kendt fra Game of Thrones, kan fremstå. Det er nærmest skåret ud i pap og bøjet i neon, at der er sat vand over til en relation, der strækker noget ud over det simple samtaleplan. En plot-effekt, der ikke bliver mindre tydelig, da Lillie omsider når frem til hospitalet, hvor den læge, spillet af Josh Harnett, der oprindeligt holdt den flammende 'vækkelsestale' i Philadelphia, tager vel imod Lillie.
Handlingen på og omkring hospitalet befinder sig på randen af 1. verdenskrig. Der dukker russiske soldater og gnidningerne mellem den muslimske tyrkiske befolkning og den kristne armenske befolkninger når kun til at antyde voldelig konfrontation. At det armenske folkemord venter forude, skal man med andre ord selv være opmærksom på som tilskuer. Det er ’tegnet’ tilsvarende vagt, at attraktionen mellem mellem Lillie og Ismail ligefrem skulle være forbudt kærlighed. Nuvel, hun er kristen og han er muslim, men denne modsætning bliver ikke håndteret som en afgørende pointe.
Samlet set er The Ottoman Lieutenant et vagt og ikke særligt interessant forsøg på at skabe et storslået romantisk krigsdrama på et ellers befriende historisk territorium. Bevares, billederne af den storslåede natur i Anatolien er bestemt flotte, faktisk i en sådan grad, at de i højere grad fanger opmærksomheden, end plot og skuespilpræstationer gør det.
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Universal Pictures.