Skriv en kommentar
Luksuslineren Poseidon kæmper sig gennem en voldsom storm. Samtidig planlægger terrorister, dybt i skibets indre, dets endeligt. Som følge af terrorist bomben kæntrer Poseidon, men i stedet for at synke og straks hive sine passagerer med i en kold, våd grav forbliver Poseidon flydende, på hovedet, og lader de overlevende kæmpe sig gennem sit, nu mareridtsagtige, indre mod lyset og overlevelsen. Hvad det skulle have gjort var at synke med det samme og have sparet os alle for lidelserne.
Hallmark Entertainment er kendt for såkaldt ”good-clean-family values-entertaiment.” Det til trods er det igennem tiden alligevel lykkedes dem at producere en håndfuld gode TV-film. Deres overflødige version af The Poseidon Adventure (Poseidon har netop været aktuel i biograferne i en genindspilning af Wolfgang Petersen) er dog ikke en af de heldige produktioner.
The Poseidon Adventure er forfærdeligt langtrukken. Dette skyldes nok at filmen ikke rigtig kan beslutte sig for om den skal være en katastrofe film, navy thriller, et melodrama eller et afsnit af den tyske rædsel Traumschiff. Det ene øjeblik er vi ude i feriecruise stemning med charlie generationen og alt hvad der hører til af utroskab, skilsmisser og smarte lilleper kloner med DV-cam og frisk holdning. Det næste øjeblik følger man US Navy SEALS’s, sattelitter og Tomcat jagere der febrilsk leder efter det forsvundne Poseidon. Katastrofe delen fylder alt i alt ikke så meget og bortset fra nogle ganske pæne CGI effekter lider katastrofen under et for lille budget og et haltende manuskript. Det er simpelthen en af de her katastrofer hvor man har lidt svært ved at tro på den. Samtidigt svinger terroristerne og deres bevæggrunde et sted mellem vage og totalt mystiske.
Der går rigtig meget tid med følelsespornoen i The Poseidon Adventure, og det er der jo i og for sig ikke er noget galt i. Men man ender med at skrige på noget handling for selv midt i de mest hårdrejsende og dødsforagtende situationer, skal vi lige have plads til fem minutters melodrama og følelsesporno. Her tror jeg så de fleste står af. Det vil jeg da i hvert fald tro. Hvis der er nogen derude som synes The Poseidon Adventure er en fantastisk film så undskylder jeg meget. Smag kan jo ikke diskuteres
Men lad mig fortsætte min harmfulde anmeldelse. Første halvdel af filmen snegler sig afsted og sørger for at man indgående lærer alle familier, par og individer at kende. Man får også et indgående kendskab til alle de personlige problematiker og aktuelle dramaer ombord (dog ikke terroristernes bevæggrunde som åbenbart er uinteressante). Der er dog herefter ingen plads til nogen videre karakter udvikling eller lignende. Tiden bliver ikke spildt på skuespil præstationer og Poseidons passagerer forbliver uinteressante, flade figurer. Alligevel er præsentationen af Poseidon og dens passagerer så omfattende, og tager så meget tid, at man til sidst skriger på at skibet skal få det overstået og begynde at synke. Og selv når Poseidon til sidst synker er det så langtrukkent at man sidder og skriger på at skidtet skal gå hurtigere under og få det overstået. Kunne der ikke have ligget en russisk atomubåd i nærheden og lige have givet den sidste hånd med en torpedo. Jeg mener det ville have passet lige så godt ind i manuskriptet som alt det andet pladder… og så havde det været lidt hurtigere overstået.
Hovedrollerne i The Poseidon Adventure er et sandt festfyrværkeri af tidligere stjerner, fra 80’erne og de tidlige 90’ere. Peter Weller (Robocop) og Rutger Hauer (Bladerunner) er blandt de mere velvalgte i forsamlingen, som også indeholder drengeansigtet Steve Guthenberg (Tre Mand og en Baby). Guthenberg er dog er blevet et par år ældre. I denne film er Steve hårdt pumpet og med tyrenakke, hvilket er et syn værd i sig selv. Brian Brown, den charmerende slyngel fra Cocktail og Tornfuglene, har da også sneget sig ind og kører sin sædvanlige stil. Ingen af disse gamle drenge folder sig dog ud i noget der minder om godt skuespil. Om det så er manglende talent eller en produktion der ikke levnede plads til det, skal jeg ikke kunne sige (selvom jeg tænker mit). Resultatet er dog det samme. Melodrama kan være anstrengende nok i sig selv, men melodrama uden nogen form for skuespil talent er helt galt, og resultatet bliver 166 minutters spild af tid.
The Poseidon Adventure er ikke et imponerende stykke håndværk så drop Poseidon på DVD’en. Vent til den kommer på TV, og se så noget helt andet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
PAN Vision.
