Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Metallica, Slayer, Anthrax og Anvil. Ja, ja, ja og hvem? Kun de færreste kender det canadiske metalband Anvil, på trods af at vi tæller hele fjorten albums og en strøm af rosende ord fra alle de store, etablerede bands og musikere.
Det første album Hard 'n' Heavy kom allerede i 1981, men historien om Anvil starter mange år tidligere. I 1973, i Toronto, begynder de to fjortenårige drenge Robb og Steve – også kaldet Lips, at spille musik sammen. En udødelig kærlighed til musik og ikke mindst rock binder dem sammen i et venskab der varer i årtier. Drengene drømmer om at blive rockstjerner, og det bliver de da også – eller næsten.
Filmen åbner med en koncert i Japan. Vi befinder os i firserne og en stak af de bands, der senere skal gå hen og blive verdensstjerner står på scenen foran et stadium fyldt med tusinder af fans. Det eneste band, der ikke får stjernestatus sidenhen er, ja, Anvil.
Vi spoler hurtigt fremad til nutiden hvor Lips kører rundt med mad til skoler og Robb arbejder i byggebranchen. De er begge i starten af halvtredserne, men det lange puddelhår og læderbukserne holder ved. Om aftenen spiller de på det lokale værtshus hvor Lips fejrer sin fødselsdag.
Anvil eksisterer stadig, og selv om de hverken har penge eller en imponerende fanskare spiller de de steder man vil have dem.
Nu har de dog fået en ny manager, der hævder at hun har arrangeret en tour i Europa for dem. De tager af sted, og alt der kan gå galt, går galt. De får ganske vist spillet koncerter, men det er på små værtshuse eller om formiddagen på festivaller for ganske få mennesker. De tager bussen eller toget og kører vild i Prag i en autocamper, kommer for sent og ejeren nægter at betale dem.
Det er bestemt ikke et rockstjerneliv, som det de altid har drømt om. Hjemme igen låner Lips tusindvis af dollars af sin søster for at financiere bandets trettende album, der gerne skulle sætte gang i karrieren.
Anvil – The story of Anvil er på én gang en livsbekræftende og yderst sørgelig film. Man lider med de to drenge, for det er de stadig. På trods af job, hus, bil og familie er de stadig de to teenagere, der spillede sammen i en garage, og det er de samme drømme der tæller. Familien trækker lidt på skuldrene eller ryster på hovedet af de to, der tilsidesætter alt andet for at spille musik, og blive lige som alle de bands, de en gang kunne måle sig med.
Det er hjerteskærende at se Lips sidde fortabt et sted i Europa, og forklare, at sådan her bliver det jo ikke når de bliver rockstjerner. Og dét er livsbekræftende. Man har lyst til at ryste ham grundigt og forklare at hvis det ikke allerede er sket, så sker det jo nok aldrig, men samtidig må man bare tage hans drømme til sig, for når alt kommer til alt, så er det det eneste han har.
Filmen er fortællingen om en industri, der tager hvad den kan bruge og så ellers spytter resten ud. Ganske få bands får succes, og drengene i Anvil giver op hele tiden, men de kommer tilbage igen, trækker op i læderbuksen og fyrer den af.
Man kan kun beundre Lips og Robb. De skændes så det ryger, men de holder hele tiden sammen i drømmen om at én dag, en eller anden dag, der skal det sgu nok lykkes.
Filmen er en fornøjelse og man bør gøre sig den tjeneste at se den, hvad enten man selv drømmer om at blive rockstjerne eller ej, for det er én lang hyldest til menneskets ukuelighed og musikkens sjæl.
http://www.soulmedia.dk
