Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det startede egentlig som en tv-serie, men er nu blevet til en spillefilm med Michael Winterbottom i instruktørstolen.
Steve Coogan og Rob Brydon har tidligere arbejdet sammen i Tristram Shandy – der forresten også er instrueret af Winterbottom – denne gang spiller de nærmest sig selv eller i hvert fald en version af dem selv.
Coogan skulle egentlig have været af sted med kæresten, men da forholdet kun lige hænger i med neglene aflyser hun og Coogan inviterer Brydon med i stedet. Coogan skal skrive en artikel om de bedste restauranter i det nordlige England. En uge skal de være af sted, men rejsen kommer til at byde på langt mere end mad. Selv om de er venner er de også konkurrenter så det gør noget, og deres to helt forskellige syn på livet kommer gang på gang til udtryk. Ligesom de er meget forskellige steder i deres liv.
The Trip virker i store dele improviseret, og derfor skal der en struktureret instruktør til at få det bedste ud af skuespillerne, så det hele ikke flyder. Det er ikke helt lykkedes. Coogan og Brydon er bestemt to sjove herrer, og den første halvdel af filmen er god gedigen underholdning på den britiske måde forstås. For The Trip er ikke for alle og enhver, man skal holde af den underspillede og intelligente humor, men gør man det, ja så sidder filmen lige i skabet. Den første halvdel altså, for i og med at de to har fået så meget spillerum, så går det gevaldigt ud over historien. De samme ting bliver ikke ved med at være sjove. Eksempelvis er en af de første scener, hvor herrerne ruller sig ud på den første restaurant intet mindre end genial. De konkurrerer om hvem der har den bedste Michael Caine accent mens der serveres højgastronomisk mad – det alene er hele filmen værd. Men filmens struktur sejler derudaf og man føler lidt, at man ser de samme scener igen og igen – og så holder det ligesom op med at være sjovt.
I Klovn spiller Frank Hvam og Casper Christensen sig selv, men dér er fortællingerne så langt ude, at man (forhåbentlig) ikke har problemer mellem at skelne mellem virkelighed og fiktion. Det kan være svært her. Coogan hader sit liv. Hans karriere er gået i stå og hans kærlighedsliv ditto. Han er et overlegent røvhul, der benytter hver eneste chance han får, til at nedgøre sin ven. Brydon er til gengæld superoptimist med kone og barn derhjemme og en fin karriere, der godt nok ikke er specielt højtravende. Han lader ikke Coogans svinerier gå ham på, hvilket naturligvis generer vennen yderligere. Det er svært at vide hvor grænsen mellem virkelighed og fiktion gør – det er sådan set ikke noget problem, men det rykker ved oplevelsen af hvad det er man sidder og ser og hvordan man skal forholde sig til det.
The Trip er en underholdende film på den der helt særlige britiske facon. At sammenligne den med Sideways kommer nok kun til at gå på historien, for de to hovedpersoner er helt uden projekt. Der er intet andet formål med rejsen end at spise mad nogle forskellige steder, og det virker de ikke engang synderligt interesserede i.
Filmen er alt for nuanceforladt til rigtig at levere varen, men den har helt bestemt sine fantastiske øjeblikke.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
