Skriv en kommentar
”The Weight of Elephants” handler om Adrian (Demos Murphy), som bor i en lille by i New Zealand med sin bedstemor og psykisk syge onkel. Moderen har forladt ham for år siden og denne følelse af at være blevet forladt forfølger Adrian hver dag.
” Hvorfor forlader alle mig,” græder han i armen på onkelen, som er for syg til at trøste. Alligevel føler han sig tæt knyttet til onkelen, måske fordi han besidder den samme sårbarhed, som Adrian selv gør. På en måde kan han spejle sig selv i ham.
Hans bedste ven i skolen dropper ham for de seje drenge, og til sidst føler han sig utroligt alene. Indtil han danner et venskab med nabopigen Nicole (Angelina Cottrell), som lige er flyttet ind ved siden af.
Hendes mor er syg, og den lille pige må passe sine mindre søskende og kommer sjældent i skole. Hun er ensom ligesom Adrian og måske derfor bliver de tiltrukket af hinanden og bliver venner.
Imens følger Adrian med i nyhederne om, at tre børn er blevet bortført og mysteriet om, hvor de er blevet af. Har Nicole noget at gøre med det?
Filmen er lavet af Daniel Borgman, som er fra New Zealand, men er filmuddannet i Danmark og også bosat her. Den har den samme stemning som amerikanske Hushpuppy fra 2012, som også handler om et ensomt barn i trøstesløse omgivelser, uden noget rigtigt håb om forandring.
Dette er historien om et trøstesløst liv. Om en dreng, hvor alle forlader ham og hans kammerater, der driller ham. Man fornemmer hans skrøbelighed og ensomhed i hver scene og især samspillet mellem ham og Nicole gør det hele mere deprimerende, men giver også lys af håb, fordi han endelig har fundet en ven.
Borgman har øje for den visuelle poesi, og filmen holdes i de samme nuancer, som giver den troværdighed og opnår den stemning han tydeligvis har ønsket. Kold og råt for en lille dreng, som bare vil have, at nogle de faste holdepunkter i livet skal forblive, hvor de er. Men alligevel rører filmen mig alligevel ikke helt. Nogle gange bliver børnenes replikker lidt for søgte og unaturlige for et barn på 11. Der er smukke billeder, poesi og en stemning, der burde berøre mig efter, at filmen er overstået, men det gør den ikke rigtigt. Den er ligesom for deprimerende for mig og med en lidt for åben slutning til at berøre mig helt. Men det poetiske og billedsiden gør den stadig til en meget seværdig oplevelse, men man skal ikke regne med at blive berørt efter filmen er slut.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
