Skriv en kommentar
Det er efterhånden 6 år siden vi sidst så noget til vores allesammens ynglings FBI agenter, Fox Mulder og Dana Scully, spillet af henholdsvis David Duchovny og Gillian Anderson. ”The X-Files” – eller ”Strengt Fortroligt” som den hed på dansk, var en af de mest populære og betydningsfulde serier i 90’erne, selvom kvaliteten dog var noget dalende i de senere sæsoner.
Serien var i høj grad med til at popularisere konspirationsteorier, ufoer og andre paranormale fænomener, et område som er blevet ved med at vokse i popularitet siden serien stoppede. Folk ser faktisk ufoer som aldrig før, og flere regeringer, blandt andet den franske og engelske, har offentliggjort mange af deres hemmeligstemplede ufo relaterede dokumenter. Ja selv Vatikanet har offentligt erklæret, at opdagelsen af ”rumbrødre” ikke ville være i strid med den katolske tro. Timingen syntes altså at være perfekt til en ny film hvor Mulder og Scully endnu engang redder verden fra de små grå mænd og den ondsindede skyggeregering. Der burde i hvert fald være masser at tage fat på. Især når man tager i betragtning at serien sluttede temmelig uafklaret, og at den endelige dato for invasionen fra rummet, d. 22. december 2012, stadig er nogle år ude i fremtiden.
Siden vi sidst så det umage par, har de lagt agentjobbet på hylden og er flyttet sammen i et hus. Scully arbejder som læge på et katolsk børnehospital og Mulder sidder derhjemme og klipper mærkelige historier ud af lokalavisen. (Han har åbenbart ikke hørt om det der Internet endnu.)
Der sker imidlertid det at en kvindelig agent forsvinder på mystisk vis og det eneste spor FBI har at gå efter, er en pædofil katolsk præst, spillet af Billy Connolly, der påstår at være i psykisk kontakt med offeret. På grund af hans erfaring med det overnaturlige, bliver Mulder bedt om at hjælpe til på sagen. Han indvilger modvilligt, på betingelse af at Scully også tager med. Undersøgelsen fører dem på sporet af nogle russiske organsmuglere, der udfører makabre eksperimenter på de kidnappede kvinder.
”The X-Files: I Want to Believe” har altså ikke noget med den overordnede historie om invasionen fra rummet at gøre. Den skal snarere ses som en filmudgave, af et af de mange selvstændige ”monster of the week” afsnit. Det er der jo i princippet ikke noget galt med, da mange af de afsnit var rigtig gode, selvom de fleste fans nok helst havde set en film der tog hovedhistorien op igen.
Desværre er det helt fra starten tydeligt at der er noget amatøragtigt over filmen. Billedet er grimt, kameraarbejdet sjusket og klipningen ligeså. Man har mest af alt indtryk af, at man sidder og ser på en middelmådig tv serie med et par årtier på bagen, der på en eller anden måde har sneget sig op på det store lærred i 2008.
Det bliver desværre ikke bedre efterhånden som plottet får lov at ”udfolde” sig. Udover at det sker i et dræbende, kedsommeligt tempo, så hænger historien så dårligt sammen at det ikke rigtig giver mening at tale om plothuller, men snarere om bittesmå øer af decideret plot, i et stort mudret hav af klicheer.
Som om det ikke var nok, så skal vi gudhjælpemig også trækkes med en patetisk og fuldstændig ligegyldig sidehistorie om en døende dreng, som Scully forsøger at redde, imod hospitalets vilje. Det hele fortalt på en snublende og amatøragtig facon, med elendig dialog og scener der har det med at slutte på de mest ulogiske tidspunkter.
Filmen er gennemsyret af tunge temaer som tro, synd og tilgivelse, men Chris Carter har ikke den fjerneste anelse om hvad han skal stille op med noget af det, udover at kede publikum med endeløse klicheer og makabre indfald, der er så åndsvage, at de ikke engang er en ”Saw” film værdig. En anden af hensigterne med filmen har sikkert været at lave en mere jordnær personlig beretning om Mulder og Scullys forhold. Problemet med det er bare, at siden de er flyttet sammen og er begyndt at lege mand og kone, så er næsten al gnist og kemi imellem dem forsvundet. Det bliver ikke meget bedre af at Chris Carter aldrig formår at gøre deres romantiske forhold den mindste smule troværdigt.
Hvor selv de svageste afsnit af serien formåede at underholde og holde interessen, falder ”The X-Files: I Want to Believe” fuldstændig igennem bundlinjen. Udover nogle få vittige kommentarer fra Mulder og en Gillian Anderson, der må siges at holde sig godt, så er der vitterlig ikke noget at komme efter i dette trøstesløse makværk, der fejler på alle tænkelige punkter – såvel som et par utænkelige.
Der har været en del hemmelighedskræmmeri om plottet i denne film, og man forstår godt hvorfor, når man ser hvad det er de har ligget og rodet med. At filmselskabet udmærket er klar over, at det her ikke holder en meter kan man se på traileren, hvor der er tilført ekstra effekter for at få det til at se ud som om at der er ufoer med i filmen.
Det er ikke mindre end kalkuleret bedrageri, og hvis der var nogen retfærdighed til, så burde det være muligt at sagsøge filmselskabet for falsk markedsføring.
Jeg ville gerne tro på det var umuligt, at fuldstændig forspilde så stort et potentiale, men ak, sandheden er derude – i biografen altså. Det kan dog på det kraftigste frarådes at opsøge den, man vil næppe bryde sig om hvad man finder…
