Skriv en kommentar
Sigøjnerliv på godt og ondt
Perdan er en fjoget sigøjner-teenager, som bor med sin mormor, søster og onkel i en lille, fattig landsby i Bosnien. Perdans mormor er en slags heksedoktor og Perdan selv har telekinetiske evner. Perdan forelsker sig i Azra, men han er for fattig til at de kan gifte sig. Da den gangster-agtige, ''Gypsy-sheik'', Ahmed, skylder mormoren en tjeneste, får Perdan chancen for at tage væk med Ahmed for at blive en mand og tjene penge nok til at blive gift. Perdan lever med Ahmeds bande i sigøjnernes underverden i Italien, hvor han lærer om den mørke side af sigøjnernes liv.
Naturens magi og menneskets natur
Time of the Gypsies er et eventyr med en charmerende magisk-realistisk stil. Selvom langt de fleste af skuespillerne var amatører, har alle hovedrolle-indehaverne elektrisk karisma, og udseender der grænser til det grotekse og tegneserieatige. Den fattige landsby er grå og slidt, men mennesker og dyr lever i overnaturlig forening, og sigøjnermusikken og spillet mellem mennesker gør miljøet overraskende farverigt, fantastisk og levende. Kombinationen af amatørskuespillere med saft & kraft og en natur-magisk slum kan sagtens sammenlignes med den smukke Hushpuppy (Beasts of the Southern Wild) fra tidligere i år. Sigøjnernes ritualer på helligdage og til bryllupper er overdådigt opsatte stykker, men hvis man kigger efter ser man, at de fleste dekorationer er lavet af affald - og det gør dem ikke mindre smukke. Af disse ritual-scener står ét særligt klart: en drømmesekvens hvor der er et vandbårent optog med lys og blomster, hvor ungdommens tidsløse natur fremstilles som en naturreligion i sig selv. Det er smukt, rørende og barnligt-naivt - hvilket gør filmens anden halvdel så desto mere tragisk.
Penge og mistro skaber tragedie
Filmen er tragikomisk, og det ser aldrig helt sort ud, selvom den bliver meget mørkere eftersom Perdan ændres af sin tid som kriminel. Perdans magiske barndom, hans kærlighed til Azra og hans hekse-mormor spoleres langsomt af den griskhed og mistro, der florerer blandt storby-sigøjnerne. Dette er det mest rørende aspekt af filmen: at Perdan næsten glemmer magien.
Filmen mindede mig om den ægte, realistiske og simple magi som verden har når man er barn. Med Perdan kan man begræde at voksenlivet har det med at udhule troen i den magi. Det har mindre at gøre med specifikt at være sigøjner og alt at gøre med at være menneske.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sony.
