Skriv en kommentar
Og det er vel også den mest oplagte undskyldning for at se en film, der ikke står distancen i samfulde halvfems minutter, men trods alt byder på et herligt men dog alt for kort gensyn med en sprællevende Thomas Bo Larsen og en klasseskuespiller i spanske Javier Cámara (Cámara vil mange nok huske som den ustabile sygeplejerske, Benigno Mártin, i Pedro Almodóvars ’Tal til hende’). ’Torremolinos 73’ er en skæv spansk sommerkomedie med fine danske takter. Men efter en times isntruktion i, hvordan man fremstiller en pornofilm med skandinavisk videresalg for øje, knækker filmen så at sige. Der er simpelthen ikke flere skud tilbage i bøssen.
Det starter ellers så fint. Alfredo (Javier Cámara) er dørsælger for en virksomhed, der sælger leksika. Men tiden er løbet fra de tunge opslagsværker. Folk gider ikke bruge penge på de tonstunge bind. En ny tid indvarsles med halvfjerdsernes hotelbyggerier og begyndende charterturisme. I Skandinavien er tidens store hit super 8 film med pornografisk materiale. Alfredos firma øjner en anderledes chance for at sadle om, inden der er for sent. Det stiller nye krav til medarbejderne. Og for dem, der har trænge tider i de økonomiske farvande, er det svært at sige nej til firmaets usædvanlige tilbud om guld og grønne skove. I al sin enkelthed skal Alfredo og hans kolleger optage super 8 film med sig selv og deres partnere under deres intime samvær i soveværelset. Resultatet ender som salgskassetter i de nordiske lande. Ak ja, hvad man ikke gør for lidt ussel mammon. Men det er kampen for overlevelse, og Alfredo og hans tilkomne, Carmen (Candela péna) siger, efter lidt betænkningstid, ikke nej. De har jo brug for pengene. Det står slemt til med regningerne. De er altid bagud med huslejen. Og Carmen ønsker sig jo så brændende, at de skal have et barn. Alt det får de mulighed for med de mange penge, de stilles i udsigt. Med frigivelsen af pornografi i de skandinaviske lande bliver de hjemmeproducerede optagelser med Alfredo og Carmen en hurtig succes. Men Alfredo har større ambitioner. Samtidig med at hans privatliv er ved at falde fra hinanden – det der med børn er ikke noget han brænder så meget for som Carmen - forsøger han at lancere sin første spillefilm.
’Torremolinos 73’ er fyldt med originalitet og skæve indfald. Det er underholdende og forfriskende – et stykke af vejen. Og så heller ikke længere. Når tælleren på det digitale klokværk runder den første time, skifter filmen mærkbart karakter. Stemningen forlader de sjove vittigheder og de komiske indfald for en stund og rammer i stedet et melankolsk leje midt imellem det sørgelige og det muntre. Og det er her man falder for fristelsen og ubehjælpeligt begynder at kigge på klokken. Hvornår er det mon tid for de obligatoriske rulletekster. Det ligner en kedeligt affære. Men sådan får det gudskelov aldrig lov at udvikle sig. Ikke helt i hvert fald. Redningen kommer nemlig i form af en spansktalende, og nogle gange, ganske nøgen Mads Mikkelsen og en bajerdrikkende og for i øvrigt lige så nøgen Bjarne Henriksen, der sammen med et afdanket dansk filmhold uventet entrer scenen. Det er kulminationen på en dansk-spansk kollaboration, der sagtens kunne have ført noget mere med sig med et strammere manuskript. ’Torremolinos 73’ slutter som den startede – nemlig med originalitet og skæve indfald, vanvid og – med hånden på hjertet – en perle af en slutning.
Men det er ikke nok. Ind imellem de to yderpoler har der været et større afbræk, der har trukket tempoet ud af filmen. Instruktør og manuskriptforfatter, Pablo Berger, har villet det hele og lidt til. Det skulle være en underholdende og skæv komedie. Og det skulle være et alvorligt drama. Ikke noget enten eller her. Nej vi tager munden fuld. Begge dele er målet. Og det er dødærgeligt. For ’Torremolinos 73’ har med sit skæve og ret akavede plot og en håndfuld gode skuespillere ellers haft fat i fundamentet for noget, der ville få enhver arrangør af spanske grisefester til at blegne af misundelse.
