Kommentarer (1)
KØB FILMEN HER
Når man arbejder i filmverdenen, bliver man ofte inspireret og motiveret af sine omgivelser. Det sker tit, at skuespillere eller tekniske medarbejdere vælger at gå deres egen vej efter flere års samarbejde og selv forsøge sig med at instruere en film. Mange gange bærer deres ’feltarbejde’ frugt, men ofte sker det, at vedkommende bare ikke har nok forstand på den generelle opbygning af en film. Dette er gældende for Transcendence, som fotografen Wally Pfisters instruktørdebut.
Vi følger den dygtige forsker Will Caster (Johnny Depp), som arbejder henimod kreationen af en kunstig intelligens, som skal opnå uanede højder i forskningen af mennesker, sygdomme og generelle udviklinger. Da han under et attentat bliver dødelig syg, beslutter han sammen med sin kone Evelyn (Rebecca Hall) at uploade sit sind til en computer. Problemet er bare: er det Will, som vender tilbage, eller har han mistet sin menneskelige side?
Handlingen beskæftiger sig med det gamle dilemma, hvor mennesket forsøger at komme frem i livet med teknologiske vidundere, men i sidste ende finder ud af, at teknologien bliver menneskehedens undergang. Konceptet har sine inspirationskilder i den klassiske tematik, men formår alligevel at byde ind med nogle nytænkende plotidéer og en original kerne. Den falder derimod lidt i klichéfælden i forhold til at bruge samme basale teknikker som i Stanley Kubrikcs film 2001: A Space Odessy – Johnny Depps mentale manifestation i computerskikkelse minder meget om den montone, mystiske computer HAL, og man føler lidt, at filmen stjæler lidt for meget inspiration herfra. Den byder derimod ind med nogle ret interessante fortolkninger af ’zombiemennesket’ og computerens magt over mennesket, da man bliver introduceret til en helt ny form for arbejde med nano-teknologien. Computeren fjerner følelserne, og de påvirkede personer virker som mekaniske zombier uden empati og på det punkt underholder filmen ret så godt.
Selve filmen virker ikke til at være så god til at bygge en stemning op. Den dvæler lidt i starten ved nogle halvkvaklede situationer og haster sig for hurtigt igennem nogle af nøglescenerne. Den normale filmmodel starter oftest ud med en introduktion til personerne og universet, eller beskriver en kulmination i flashforward, som filmen løbende arbejder sig henimod. Denne film starter ud med det sidstnævnte og fortæller om en katastroferamt verden, hvorefter handlingen langsomt arbejder for at fortælle historien – udviklingsideen er til stede, men det foregår bare i så utroligt langsommeligt et tempo, at man nærmest mister modet, før filmen overhovedet er gået ordentligt i gang. Den har svært ved at ramme de rigtige tangenter, og virker hele tiden til at falde over sig selv. De mest lovende scenarier bliver aldrig fulgt op på og klimaksopbygningen er defekt.
Hvis man kigger man systematisk på filmen, så har den en masse brikker, som egentlig er meget interessante – problemet i sidste ende bliver bare, at de ikke rigtig hænger sammen. Der er ingen ræd tråd og de små, interessante inputs forbliver usammenhængende. Desuden er handlingen præget af mange lange dialoger og tunge moraler pakket ind i handlingens forløb, og desværre får man ikke rigtig noget action eller nervepirrende scenarioer til at opveje balancen lidt mere. Den forsøger at sætte en moralsk behandling i gang af problematikken med et overvågningssamfund, men materialet er ikke stærkt eller overbevisende nok. Først henimod slutningen kommer der lidt underholdning action på programmet med nogle overnaturlige sci-fi-elementer, men man er allerede lang tid før dette stået af i forhold til at være grebet af handlingen.
Den visuelle side derimod er helt fremme i skoene og skaber nogle helt fantastiske billedkonstruktioner og visuelle øjeblikke. Hvis man ikke kender til navnet Wally Pfister, så er det den Oscarbelønnede fotograf, som har arbejdet sammen med Christopher Nolan på mange af hans helt store film. Man kan virkelig se, at det er en fotograf, som har instrueret denne film, da han har lagt størstedelen af vægten på det visuelle. Man bliver overvældet af de flotte landskabsbilleder, CGI-effekterne og ikke mindst den fantastisk flotte kameraklipning, som gør filmen til en lille, lækker sag. Men problemet er bare, at udseendet af filmen ikke er nok til at kompensere for det manglende indhold. Helheden ikke er skruet ordentligt sammen. Filmen bruger også meget voice-over, hvor en ikke tilstedeværende person snakker indover scenen, og denne storladne effekt er lidt for pompøs og overdådig i forhold til produktionen.
Samlet set er Transcendence lidt en skuffelse, da den behandler et interessant koncept, men efterlader filmen som en smuk skal uden kerne.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
