Skriv en kommentar
Med Michael Bay's berømte varemærker - øredøvende eksplosioner og ekstrem brug af voldsomme og dyre effekter - er handlingen efterhånden en sekundær faktor i de fleste af hans film. Karakterer, der rent faktisk kan relateres en smule til, samt en historie, som muligvis kunne have noget på hjerte, bliver ofte erstattet med det ovennævnte i hans film. "Transformers: The Last Knight", femte og forhåbentlig sidste ombæring i denne charmeforladte franchise, er ikke nogen undtagelse. En klodset, larmende og intetsigende blockbuster, der kun kan prale af sine overdådige effekter. Kun de mest hardcore fans vil muligvis blive en anelse underholdt, men for os andre er der ikke så meget at hente.
Usandsynlige helte
Optimus Prime er draget af sted til Cybertron i håb om at finde sin skaber. Tilbage står der et par usandsynlige helte, i form af Transformers sympatisøren Cade Yeager (Mark Wahlberg), transformeren Bumblebee, Sir Edmund Burton (Sir Anthony Hopkins) og Professor Viviane Wembly (Laura Haddock), som skal forsvare Jorden, da onde kræfter i form af de glubske Decepticons og deres leder Megatron angriber. Det gælder nu om for de resterende Transformers og de ufrivillige menneskelige hovedpersoner om at stå sammen, forme en alliance og finde deres indre helte.
En parodi på sig selv
I en så effektpræget film som "The Last Knight" og et nærmest elektrisk tempo burde filmen vel i princippet ikke kunne betegnes som kedelig. Men det kan den. Og det er den. I 149 minutter, hvor larmende eksplosioner fylder lydbilledet i størstedelen af filmen, bliver den hurtigt en parodi på sig selv. Og til sidst sidder man bare og kigger på klokken. Selv når der kastes en tilsigtet humoristisk tone ind i dialogen, er det blot pinligt og langt fra særligt morsomt. Også selvom skuepillerne forgæves kæmper en vis legemsdel ud af bukserne for at redde filmen.
Ringe manuskript og intetsigende karakterer
Det leder til det andet store problem som er manuskriptets virkelige ringe kvalitet. Flere gange undervejs sad jeg og krummede tæer, når den store robot selvhøjtideligt udbrød: "I AM OPTIMUS PRIME". For 5. gang vel og mærke. Det bliver simpelthen for meget og for tåbeligt. Mark Wahlberg, Laura Haddock og selveste Sir Anthony Hopkins får absolut intet at arbejde med og deres karakterer forbliver for flade, for mekaniske, for uinteressante og for klicheprægede, til man rigtig gider at engagere sig i deres historie. Mest af alt sad jeg bare og tænkte: "Stakkels Anthony Hopkins. Med hans ekstraordinære talent og renommé in mente, hvorfor i alverden har han så sagt ja til at være med i en film så ringe som denne?".
Effekterne er dog flotte...
Hvis jeg meget kort skal sige noget positivt, så er filmens hovedfokus som sagt effekterne og her får man da også hvad man betaler for. Her har producenterne, som sædvanlig, forgyldt Bay med et heftigt budget, og det udnytter han til fulde. Men selvom filmen er en visuel fryd for øjnene langt hen ad vejen, er det slet ikke nok til at opveje for alle dens åbenlyse mangler og svagheder. Og derfor er det endegyldige resultat meget skuffende og mildest talt hurtigt glemt.
