Skriv en kommentar
Introscenen er idyllisk og næsten teatralsk. En gruppe af ældre mennesker er på skovtur i forbilledlige smukke naturomgivelser. De synger fællessang på tysk om ’die Heimat’. De, de ældre mennesker bærer bag deres tyske fællessange grusomme oplevelser, hvor de har været offer og bødler. De har været begge dele.
Dokumentaren slår tonen an med at vise, at hykleriet og frygtelige hemmeligheder søger instruktørparret, Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moraga at komme til livs netop gennem grebet om sangene, og derfor den rammende titel ”Songs of Repression”.
Selve hovedpersonen som startede det hele, Paul Schäfer, der grundlagde den religiøse sekt i Chile i 1961 -kolonien ’Colonia Dignidad’, er skrevet ud af dokumentaren. Fokus er i stedet for på traumerne og sorgarbejdet blandt de mennesker, som bor der den dag i dag. Der bor stadig 120 mennesker.
I 1961 dannede sektlederen Paul Schäfer med en gruppe tyske nazister et isoleret samfund i Chile. Han opdyrkede et rædselsregime, som tæller 45 års børnemisbrug, der førte til hans arrestation i 2005 og i 2010 døde han. Især drengene blev systematisk misbrugt af lederen. Kvinder og piger blev straffet med seksuelle overgreb. Alle var udsat for brutal vold. Det var en del af hverdagen. Alle udspionerede hinanden. Hvis man ikke havde fortalt en hemmelighed i noget tid, så blev man selv mistænkt.
Kvinder og mænd var opdelt/levede separat og børnene blev fjernet fra deres forældre. Kvinder var andenrangsborgere og piger blev kaldt kyllinger.
Under general Pinochet militærdiktatur i Chile fra 1973-1990 tilbød Pinochet sekten/kolonien sin støtte mod, at koloniens medlemmer torturerede og myrdede politiske fangere. Den dag i dag er massegravene tilbage og nærmest tragisk i pagt med det langstrakte, smukke landskab, hvor de socialistiske fangere blev hældt i. Der foregår stadig undersøgelser og efterforskning.
I dag er der to fraktioner i kolonien. Nogle mener, at ’Vergangenheit ist Vergangenheit’ og er dybt taknemmelige for de værdier, som kolonien er grundlagt på og musikken og sangene, som forbinder dem til Gud. Den anden fraktion mener det modsatte. At sangene dækker over fortiden og derfor nægter de at synge i byens kor. Ordet ’Gemeinschaft’ (fællesskab) får det til at vende sig i dem og det er for dem indbegrebet af det rene hykleri. Hykleriet består i, at alle koloniens medlemmer var begge dele offer og bøddel. Alle var offer i voldssystemet, men også del af det.
Der bliver til sidst filmet på byens plejehjem, hvor rullestolene står på rad og række og koloniens ældste, som var med til at grundlægge kolonien er ved at ende deres dage omgivet af ’fællesskabet’ og de samme gamle tyske sange, som de altid har sunget.
