Skriv en kommentar
Det er set før; vold der skal få publikum til at grine. Instruktør, Tomas Villum Jensen, og manuskriptforfatter, Anders Thomas Jensen, har sammen før stået bag film som ”Sprængfarlig bombe” og ”Solkongen” og Anders Thomas Jensen har stået bag satiriske volds-klassikere som ”De Grønne Slagtere” og ”Blinkende Lygter”. Efter at have lavet familiefilm i form af ”Min søster børn” og ”Anja og Viktor”-film er Villum Jensen tilbagei de voksnes rækker med spændings-eventyret, ”Ved Verdens Ende”.
Da et engelsk tv-hold er i den indonesiske regnskov for at optage et program opdager de en helt speciel og mærkværdig, hvid blomst. Men inden de når at undersøge blomsten bliver de alle skudt og dræbt. Morderen er danskeren Severin Geertsen (Nikolaj Coster Waldau).
Psykiateren, Adrian (Nikolaj Lie Kaas) sættes på sagen og han må tage til Indonesien med sin assistent, Beate (Birgitte Hjort Sørensen). Severin skal mentalundersøges, men det er ikke nogen nem opgave, da han påstår han er 129 år og det er blomstens blade der har holdt ham ung og frisk.
Det lyder for godt til at være sandt, men alle andre end Adrian ser ud til at tro på historien og der går ikke længe før Adrian, Beate og Severin er på flugt fra en masse folk der vil have fat i den hvide blomst, der efter sigende kan give evigt liv.
Filmen har flere sjove scener, men det er trættende at overvære den samme form for humor som ”Blinkende Lygter” og ”Adams Æbler” har vist os før. Man sidder til sidst tilbage med en følelse af man er blevet spist af med en letkøbt handling der kunne have haft større armbevægelser og langt mere kød på historien.
Nikolaj Lie Kaas og Nikolaj Coster Waldau er ikke dårlige skuespillere, men de får ikke rigtig lov til at udvikle deres karaktere uden det bliver for plat. Birgitte Hjort Sørensen er hende der løfter sig op og skiller sig ud. Hendes figur er en kliché, men hun formår at gøre karakteren herlig og alt andet end plat.
Der er noget karikerede over resten af filmen, der for det første virker halv-hjertet, men samtidig også usammenhængende og hen imord slutningen falder det sammen. Der er mange af replikkerne der tydeligvis skal være sjove, men simpelthen ikke er det og de falder pladask på halen.
Makkerparret Jensen og Jensen har gjort det bedre før end dette eventyr i Indonesien. Originaliteten er fraværende og humoren er forduftet en smule.
