Skriv en kommentar
Hangover-instruktøren Todd Phillips har baseret War Dogs på den sande historie om to amerikanske våbenhandlere, der lander en $ 300 mio kontrakt med den amerikanske regering om at levere våben til hele den afghanske hær.
Makkerparret Miles Teller og Jonah Hill har tilsyneladende fået frie hænder til at agere så skingrende sindssygt som de vil, hvilket sidstnævnte udnytter til fulde mens førstnævnte går i baglås.
War Dogs er dog besynderligt ukomplet, da den ingen genre har. Der er for få jokes til, at den kan blive stemplet en komedie og er ikke mærkværdig nok til den sorte komedie, hvilket blot efterlader action.
Den er hverken uhyggelig eller spændende, men lige så flad som Tellers charmeforladte fortæller. Hills skingrende Joker-grin er det eneste, der peger i retningen af komedien, men selv dette bliver akavet i længden.
Montagekavalkade
Manuskriptet er til gengæld lige efter bogen med klare referencer til andre business-på-kant-af-loven-film som The Wolf of Wall Street og The Big Short med deres overforklarende monologer og to-do montager, hvor ideen bag projektet forklares, mens der rynkes bekymrede bryn af skærme med uforståelige talrækker, og pengesedler suser gennem seddeltælleren for at blive pakket og knappet i sorte håndtasker.
I filmens allerførste montage bliver videoklip fra de krige USA har deltaget i vist med et usmageligt teknobeat i baggrunden, mens Teller distanceret beretter, at krig i sin essens handler om penge. War Dogs har dermed fra første sekund det samme problem som The Wolf of Wall Street, idet den sætter sine kriminelle hovedpersoner op på en pedestal.
Men hvor Scorseses sorte krimikomedie er charmerende og dybdegående i sin portrættering er Phillips’ underdog af en film respektløst og plagierende. Den første Hangover-film var original og fængende, men selv en simpel natklubsscene i War Dogs minder usandsynligt meget om den ikoniske fra The Social Network.
Klimakset for Phillips’ komplette mangel på respekt finder sted til tonerne af Creedence Clearwater Revivals’ Fortunate Son, da Teller og Hill succesfuldt (og ulovligt) kører en ladvogn fyldt med maskinpistoler gennem The Triangle of Death til de amerikanske soldater i Irak. Sangen blev i sin tid udgivet under Vietnamkrigen og er en kritik af militærpatrioter, der ikke selv deltager i kampen. Teller og Hills karakterer er de perfekte eksempler på dette, da de tjener millioner på krigen i Irak uden selv at kæmpe for deres land.
Hvorvidt dette pun er velovervejet er usandsynligt, men grotesk er det i alle fald. War Dogs kunne undskyldes som en drengerøvskomedie, hvis de skingrende sindssyge karakterer i det mindste havde sat mavemuskerne igang i takt med at pistolhylstrene tømmes, men der er intet at hente i Phillips’ nyeste… film.
