Skriv en kommentar
Det er altid fantastisk, når en skuespiller bryder ud af sin fastmurede comfort zone. Det var fantastisk, da Adam Sandler overskred sin sædvanlige grænse i Punch-Drunk Love (2002), fantastisk da Tom Cruise overgik alles forventninger i Tropic Thunder (2008), og fantastisk da Pamela Anderson overvældede sit gennemsnitlige repertoire i Borat (2006) eller hur … Nu er det ganske fantastisk at se den garvede, hårdkogte Tony Soprano alias James Gandolfini træde ud af sin bemestrede, vansirede mafiosokarakter og påtage sig en mere hudløs, skrøbelig rolle i det nye ømme indieflick Welcome to the Rileys.
Noget er råddent hos Rileys. Doug (James Gandolfini) tilbringer de kølige Indianapolisnætter enten i armene på en lattermild, lystig elskerinde eller hjemme i familiens svale, sløvende garage, storrygende og storgrædende i samstemmende korsang. Lois (Melissa Leo) siger ikke meget, smiler endnu sjældnere og har ikke forladt parrets sikre husbastion i årevis. En altfortærende sorg har tvunget hende til at gøre sit morbide forarbejde. Den af sorg paralyserede frue har nemlig fremskaffet en fælles, færdiglavet gravsten med sit og husbondens navn på, roligt og sagte deponeret ved siden af deres elskede teenagedatter, som mistede livet for mange år siden i en tragisk bilulykke. Doug og Lois lider hver især alene grundet et kollektivt fortærende arvæv, der ikke vil hele og knap nok vokse en beskyttende, lindrende skorpe. Til en VVS-forsyningskonference i New Orleans stifter Doug et umage bekendtskab med den unge, fortabte stripperpige/prostituerede Mallory (Kristen Stewart). Den stiliriserede, størknede grund under Dougs vaklende fødder begynder pludseligt at skride med tiltagende fart, og livet titter igen blufærdigt ind ad et overraskende oplukket nøglehul …
Tårevædende på den smertende søde måde
Gennem årene har adskillige film budt på mere eller mindre vedkommende beretninger om det tabuiserede og tårevædende tema, der cirkler agtpågivende og omhyggeligt, til tider gennemhullende kvalfuldt, andre gange distancerende berøringsangst omkring dét at miste et barn – den blodbestænkede Rødt Chok (1973), den tårepersende En ganske almindelig familie (1980), den sensitive The Door in the Floor (2004) og senest den spiddende Rabbit Hole (2010) har alle på hver sin måde forsøgt at indfange, hvad det vil sige at miste en så grundlæggende symbolsk tilkobling til én selv, som ens eget barn repræsenterer. Et så ømfindtligt tema som dette kan risikere at forfladige sig selv ved unødvendig eller manipulerende svælgen i følelsespersende passager og hypersensitive skildringer, som i værste fald kan skamfile det alvorsfulde emne og sabotere en væsentlig identifikationsdannelse.
Welcome to the Rileys viger uden om denne oplagte faldgrube ved at rette sit fokuserende mikroskop mod den affektbetonede relation mellem Doug og Mallory. I stedet for at begrave sig i snottede Kleenex og melankolske følgeslutninger, vælger Welcome to the Rileys at opbygge sit tematiske center omkring et kimende, opløftende alliancebånd mellem en nedslået, knækket mand og en hårdfør, pessimistisk pige. Selv om de hver især ikke just er optimistiske solstrålehistorier, formår de sammen at væve et varmhjertet, familiært forhold og en smuk, underfundig samhørighed, der folder sig forsigtigt ud som en guddommelig blomsterknop i tidlig forårssol. Denne lune, humane tilgang adskiller filmen fra dens genremæssige jævninge, hvis primære interessepunkt oftest er det uoverkommelige, åndssløvende hjertesår. At Welcome to the Rileys fundamenterer sin historie i den trøsterige mulighed for et ”lykkelig til sine dages ende” i stedet for et knugende ”ulykkelig herfra til evigheden” gør den des mere udholdende og interessant at være vidne til. Det betyder dog ikke, at filmen hermed negligerer bedrøvelsens mange forstemmende facetter, men disse bliver ikke pointeret som en absolut dominans, men fremdraget som én af livets sviende reverser. Reverser, der i sidste ende også har en opmuntrende frontside.
Denne atypiske tilgang anlægger filmen som en på alle måder robust oplevelse, der både strutter af dejligt vid, svulmer af opvarmende humor, bugner af reflekterende dybde og rager op i en fortrøstningsfuld højde.
Både Gandolfini og Stewart spiller overbevisende og insisterende, uden at karikere deres respektive skæbner med dramatiserede gestikulationer eller overdrivende minespil. Ej hellere kompromitterer de deres karakterer ved at gribe fat i letkøbt forudindtagethed eller kunstige faconer. Specielt Stewart gør varigt indtryk med sit delikate, perceptive spil, der næsten fejlfrit afridser Mallorys knasende usikkerhed og rørende ensomhed. Melissa Leo, der i februar vandt en Oscar for bedste birolle i The Fighter (2010), brillerer igen som den indelukkede, lamslåede Lois, for hvem livet er blevet en byrdefuld påmindelse om hjemsøgende tab og stangende afsavn. Hun spiller passivt, neddæmpet, med en rar ro og stilhed, der paradoksalt nok virker demonstrativt forstærkende i forhold til tematikkens gennemgående smertegrundmotiv.
Welcome to the Rileys er en karakterdreven film, og det er denne menneskelige synsvinkel, der tilfører filmen dens mest kostbare dråber af eksklusiv stjerneeliksir, som lægger sig komfortabelt og kærligt rundt om dine smilerynker og tårekanaler. Filmens en anelse uforløsende slutning samt enkelte plotmæssige skønhedsfejl resulterer i, at den ”blot” får fire stjernemedaljer rundt om sin ellers elegante hals. Men disse fåtallige defekter er dog af diminutiv karakter ...
Og kanske blev denne anmeldelse skrevet på en perfektionistisk, pedantisk dag, for når alt kommer til alt, er Welcome to the Rileys da marginalt tæt på fem stjernetrofæer.
