Skriv en kommentar
Moderne fortolkning af romanklassiker
I Scott McGehee og David Siegels rekontekstualisering af James’ kendte skilsmissedrama What Maisie Knew fra 1897 udfolder handlingen sig i en Liebhaver-lejlighed på Manhattan, hvor vi bliver ført inden døre hos en nutidig, men ikke mindre dysfunktionel, familie. Faktisk går bølgerne så højt mellem Maisies forældre, at de tangerer den mest-modbydelige-skænderi-rekord som Elizabeth Taylor og Richard Burton satte i 1966 med Who’s Afraid of Virginia Woolf?
Maisies mor Susanna (Julianne Moore) er en falleret rockstjerne, som er på desperat jagt efter et comeback og faren Beale (Steve Coogan) er en kunsthandler hvis telefon er som klistret fast til hans kind – konstant mentalt fraværende og fortravlet. Ingen af forældrene har tilsyneladende tid til at tage sig af Maisie, som derfor oftest bliver overladt til sig selv eller passet af den skotske au-pair Margo (Joanna Vanderham).
Omsorgssvigt i stride strømme
Den første halvdel af What Maisie Knew består således af utallige episoder, der alle har til formål alene at udstille hvor uegnede Susanna og Beale er som forældre. Og det er trættende. Selv efter parrets skilsmisse oplever Maisie så megen omsorgssvigt, at man som tilskuer næsten ikke kan trække vejret. Pointen bliver skåret ud i pap. Vi forstår det, vi er helt med. Hvad vi ikke forstår er, hvorfor forældrene nogensinde har fundet sammen, og det svækker virkelig filmens autenticitet og gennemslagskraft.
Gode skuespillere kan ikke redde flade karakterer
Steve Coogan gør det exceptionelt godt som en selvoptaget, opblæst nar– det har han bevist før i komedier som Our Idiot Brother, The Other Guys m.fl.. Forskellen er, at hans stereotypiske narcissisme i de foregående film bliver opvejet af et glimt i øjet, hvorimod hans karakter i What Maisie Knew er reduceret til et utvetydigt røvhul. De manglende “formildende” kvaliteter hos forældreparret gør fortællingen ærgerligt sort/hvid og uinteressant.
Det er bestemt ikke skuespilpræstationerne, der halter i McGehee og Siegels moderne genfortælling. Maisie, hvis (u)viden filmen handler om, bliver spillet med en imponerende indre ro af det 7-årige naturtalent Onata Aprile, Alexander Skarsgård er charmerende som en clueless, men følsom bonusfar (Lincoln) og Julianne Moore tilfører rollen som rockmama en skrøbelighed, der virkelig klæder karakteren.
Lige så relevant som for 116 år siden
Emnet som What Maisie Knew behandler er uden tvivl kun blevet mere relevant med tiden. Siden James skrev om skilsmisse og fælles forældremyndighed har verden ændret sig, og familien er i dag ofte en kompliceret konstellation. Men en vigtig ting som ikke nødvendigvis er så anderledes end for 116 år siden er, hvordan skilsmisse påvirker de pårørende.
Derfor er det frustrerende, at man som tilskuer ikke får så meget som et glimt af indsigt i, hvordan forældrenes forsømmelse af Maisie har påvirket eller eventuelt vil påvirke den lille pige i fremtiden. Vi får hverken at vide, hvad Maisie ved eller hvad hun føler.
Lammende i sin seriøsitet
What Maisie Knew efterlader én uforløst og med en flad fornemmelse af ikke at være kommet et skridt nærmere en lykkelig tilværelse for Maisie. Den kontinuerlige ophobning af svigt på svigt på svigt virker lammende i sin seriøsitet, hvilket ikke ligefrem får en modvægt i den lille, enstrengede, melodramatiske violin, der spiller (billedligt talt) gennem hele filmen. Why so serious? får man lyst til at spørge. Et skilsmissedrama behøver ikke være følelsesmæssigt udmattende og humorforladt - dét viste Noah Baumbach i 2005 med den originale, sorthumoriske film The Squid and the Whale. Jeg anbefaler, du (gen)ser dén i stedet.
