Skriv en kommentar
Marlon Wayans har vi sidst set i Cohen-brødrenes The Ladykillers. Ellers er han bedst kendt som den ene halvdel af The Wayans Brothers, tv-serien hvor hovedrollerne indehaves af ham selv og broderen Shawn. Vi har også mødt de to i Scary Movie filmene og nu er de så sammen om White Chicks. Og det bliver i familien: I instruktørstolen sidder Keenen Wayans, der er bror til Shawn og Marlon, og minsandten om de ikke også alle tre står bag manuskriptet. Med Scary Movie filmene in mente, går man ind til White Chicks med visse forventninger om platheder og grovkornet humor i den pubertære ende af skalaen. Såfremt man forventer at få underholdning i klasse med Scary Movie bliver man ikke skuffet, men humoren er dog blevet mere stueren og knap så plat. Det sidste er helt klart et plus, da man kan få sig et ordentligt grin flere steder uden at bliver oversvømmet med latterligheder.
Handlingen:
FBI-betjentene Marcus og Kevin ( Wayans brødrene ) forsøger at komme på god fod med deres overordnede efter en fejlslagen mission, og melder sig til at køre to kidnapningstruede rigmandsdøtre til the Hamptons. Noget går selvfølgelig galt på turen, og i et forsøg på at redde situationen og deres job, klæder de to sorte mænd sig ud som pigerne. Som the Wilson sisters, rodes de to betjente, naturligvis ud i alskens problemer med amorøse mænd, en jaloux kone og rivaliserende pigegrupper, alt sammen mens de skal finde ud af hvem det er, der gerne vil kidnappe dem.
Filmen kan ikke prale af at have det helt originale eller overraskende plot, og komikken med at klæde mænd ud som kvinder er set før i blandt andet Mrs. Doubtfire og Big Mommas House, ligesom forvekslingskomedier jo ikke kan siges at være noget nyt. Men det skal siges at Wayans brødrene gør det godt. Er man til pruttelyde og tomhjernede blondiner, er der underholdning for alle pengene. Tempoet i filmen kører godt derudaf og man griner mere end en gang. Der tages tykt pis på rigmandsdøtre og the Wilson sisters er en slet skjult parodi af Hilton søstrene, og deres omgangskreds. Selve miljøet i the Hamptons er som skabt til denne komedie, og snobberi og elitære klassekampe bliver vidunderligt udstillet i White Chicks.
Det er ikke fordi Wayans brødrene kan beskyldes for at være i besiddelse af verdens største skuespiltalent, og de er horible uden deres forklædning, men som indmad i rige blondiner er de helt fantastiske. Man skal naturligvis ikke tage filmen for mere end den er, for der er hverken substans eller mening med alle løjerne, men underholdt det bliver man altså. Mest af alt, fordi der som nævnt er blevet skruet ned for plathederne. Enkelte steder, som da den ene blondine rammes af diarré og må forrette sin nødtørft på et pigetoilet fyldt med veninder, tangerer lige på grænsen til at være for meget, men eftersom filmen ikke fortsætter i samme spor kan også det grines af.
På den tekniske side skal der helt klart roses for makeup-artisterne, der har stået bag Wayans brødrenes forvandling til hvide kvinder. Forklædningerne er helt igennem overbevisende, der er mulighed for avancerede ansigtsudtryk, og det bidrager i høj grad til filmens troværdighed og komik. Det skal også nævnes at en af de virkeligt gode oplevelser i filmen er Terry Crews, der spiller en atletikbøf der forelsker sig i en af søstrene. Desuden er rivaliseringen mellem Brittany og Tiffany Wilson og de onde Vandergeld-søstre også en absolut underholdende del af filmen. Samlet set må White Chicks siges at ramme sit publikum godt med sikker sans for pubertær humor og forvekslingskomedie. Som med alle film af denne genre kan man kun sige, at enten så elsker man den eller så hader man den. Er man i stand til at slå hjernen fra og overgive sig til blondinehumor, er filmen helt sikkert et pletskud.
Der gives karakteren 4/6 for en film, der formår at leve op til sit formål og underholde tilskueren det meste af vejen igennem
