Skriv en kommentar
Så er der en genindspilning klar af "White Men Can’t Jump". Du kan læse ganske uforstyrret videre i forhold til en sammenligning med den oprindelige udgave med Wesley Snipes og Woody Harrelson i hovedrollerne. For, hold nu fast, den har denne signatur nemlig aldrig set…
Der er dog ikke ændret på præmissen og omdrejningspunktet, for basketball er stadig aksen om det umage makkerpar, der lige skal have filet lidt kanter, førend de teamer op og går efter større turneringspengepræmier. Sinqua Walls spiller Kamal, et tidligere velbesunget talent, som desværre ikke har taget verden med storm, som det ellers var ventet. Rapstjernen Jack Harlow er den analytisk provokerende Jeremy, som viser sig at have mere flair for at ramme kurven, end omgivelserne øjner.
Vi følger de to skæve karakterer i deres daglige virke, frem mod at de nærmer sig hinanden og i sidste ende bliver deres gensidige manglende halvdel. Undervejs skal vi se på barnligheder som fuckfingre, trusler med flammekastere, diskutere om stamceller er et eller to ord, høre om kosttilskud, Ed Sheeran og promovere TikTok. Fra start til slut bliver der talt ned til publikum - ganske som amerikanerne elsker det, eller i hvert fald er vant til. Vores to hovedkarakterer er også noget mere ungdommelige end Snipes og Harrelson, og det gør vel at opdateringen af "White Men Can’t Jump" ikke helt ved hvilket publikum, der regnes for at kigge med.
Resultatet er ikke spændende, ikke sjovt, ikke dramatisk og værst af alt ikke for en bøjet femøre vedkommende. Plat på alle de helt forkerte måder. Jeg mistede slet og ret interessen i løbet af små 10 minutter. Forsøget på at være dope, the shit og swag buldrer hult i strømmen af diverse hiphop-anthems, som mod forventning blot får filmen til at være outdatet, selvom den nok skulle fremstå åh så 2023. Hvis jeg skal finde noget positivt at sige, så er selve sportsscenerne slet ikke så ringe. Godt indfanget, men ofte ødelagte af tåkrummende oneliners, som passer helt skævt ind i “nerven” angående, at der er penge på spil. Jeg kan også godt afsløre, at jeg ikke råder Jack Harlow til at opgive musikkarrieren i bytte for en fremtid i filmbranchen. Beviset finder du, hvis du altså tænder for den omgang bras her...
Jeg er ikke i tvivl om, at originalen er klart at foretrække. Den må jeg få set, men lysten er efter dette ikke ret stor. Retfærdigheden må dog ske fyldest, så jeg slipper nok ikke. Her kan det imidlertid ikke blive til mere end 2 stjerner. Føj for en skefuld!
