Skriv en kommentar
I denne actionkomedie, ankommer Zatoichi (Takeshi Kitano) til en fjern bjerglandsby, i forehavende som massør, bevæger han sig med en afsindig ro og langsomhed. Byen er plaget af den lokale gangster Ginzo´s (Ittoku Kishibe) luner, og da han tilmed har hyret en ronin Hattori (Tadanobu Asano) som livvagt, er alle andre forbryderspire i byen holdt i ave.
Zatoichi for logi hos en enlig kvinde Oume (Michiyo Ogusu) i udkanten af byen. Som tak for logiet, ville han hjælpe et familiemedlem af hendes, Shinkichi (Guadalcanal Taka), som har hang til terningekast og store tab tilfølge. Zatoichi opsøger spillestedet, og får plads ved lavbordet ved siden af Shinkichi. Og der sidder han og hører spillets gang. Så tråder han ind i spillet, og fra da af, vokser hans stabel af træplader. Shinkichi ser hans held og beder om at slå følge. Da de har vundet mere end banken tillader, må de forlade etablisementet.
Byen huser også andre husvilde, to unge geishaer, Okino (Yuko Daike) og Osei (Daigoro Tachibana), med en personlig vendatte, at hævne de forbryder som udslettet deres familie for mange år siden, og som muligvis kan have forbindelse til Ginzo banden. Spor synes at lede til denne landsby. Men Ginzo begynder at trække trådene op i byen, og udsletter dem der kan stå I vejen for hans dominans. På kroen foregår der også ting, mange nydere synes at gå derfa. Da Zatoichi slår følge med de to geishaer, og ved et mindre optøj i spillebulen ridser en del af ginzobandens supportere med sit samuraisværd, er det endelige opgør ved gøre sin entré. Hvad kan en blind mand, en spillegal og to geishaer stille op med ginzo banden og den frygtede ronin.
Takeshi Kitano er i det lidt mere underfundige hjørne i sin gengivelse af den eventyrlige historie om den blinde samurai. Den har den samme karisma som de typiske Bruce Lee film, dog er der ikke skruet op for overnaturlige hop, og flyvende sværdkæmper, det foregår nede på jorden, I denne voldskomedie, hvortil gengæld arme og ben, har det med at ryge af, og også hovede i nu og næ. Til filmens kampscener er der brugt computergrafik, og som et par steder I filmen, ser lidt tegneserieagtige ud, der kunne ma<n have håbet på et lidt mere livagtigt udtryk.
I “Hanabi” , hans tidligere, og måske bedste, var der en ufremkommelighed, her er høfligheden og ydmygheden i overtal, og de lettere parodiserede personer, gør filmen betydelig mere tilgængelig. Han spiller selv hovedrollen som i hans tidligere film, men er ikke så markant i denne.
Filmen har vundet en del filmpriser, og den underholder også fra start til slut, men en underfundige historie og sit japanske islæt.
