Skriv en kommentar
Denne bog kræver en hvis mængde tro, hed det om den sataniske inkunabel i ”Ninth Gate” af Roman Polanski. Ellers dukker djævelen ikke op. Det samme kan man sige om filmen ”Affinity”. Adaptionen af Sarah Waters gotiske krimi om lesbiske victorianere virker uanset – men dog bedst om lader sig forføre til at tro. På ånder. Og ikke mindst de personer, der hævder at være i kontakt med dem. Dilemmaet mellem skepsis og håb er stærkest sådan.
Den victorianske overklassekvinde Margaret (skønt underspillet af Anna Madelay) bliver besøgsven på kvindeanstalten Millbank prison, for at komme væk fra sine egne sorger, nemlig et uønsket giftemål og ikke mindst et ulykkeligt kærlighedsforhold, hvis umulighed består i, at det er til en anden kvinde. Men spot bliver føjet til skade, da Margaret snart forelsker sig igen, nemlig i den indsatte Seline (spillet af en æggende æterisk Zoe Tapper), der blænder med sin overjordiske udstråling og – ikke mindst – sine spirituelle evner, som bliver forholdets og filmens udslagsgivende omdrejningspunkt. For parallelt med historien om de to kvinder løber Selines fortid som medium, og efterhånden som den indhenter nuet, bliver tvivlen tyk som ærtesuppe. Er Seline the real deal? Kan Margaret frigøre sig og flygte sammen med en mulig sindssyg? Hvor langt kan hun gå, før hun selv risikerer samme skæbne som beboerne på Millbank?
Sarah Waters dystre fortælling fremstår i Tim Fywells instruktion spillevende og troværdig for os på lærredet. Æstetikken er superb; lyset gløder i afgrænsede inklaver, mens mørket bølger i periferierne. Frydefuldt kvælende og mystiske fremstår de mørke victorianske salon-stuer med deres bejsede paneler, de blåsorte kjoler på herskab såvel som tjenestefolk og ikke mindst de katakomb-agtige gange og celler i Millbank. Akkompagnerende er lydsiden ligeledes smukt og mørkt, med kjolernes raslen, de drømmende melankolske violiner og atter fængselsgangens nøgne klang. Resultatet er en slags gotisk hyper-victorianisme.
Og det er ikke bare lækkert. Den gotiske overnaturlighed er ikke bare ”Harry Potter”-agtigt sværmeri, men tværtimod en reference til historiske veldokumenterede omstændigheder. Seancer var udbredte i 1800-tallets England, hvis splittelse mellem fornuft og følelse tit var et gab mellem en mandlig og en kvindelig virkelighed. Filmens pointe er, at fængslet ikke kun var Millbank, men overalt for de victorianske kvinder, ikke mindst de lesbiske, der i mangel af verdslig magt, ørenlyd og manøvremulighed så en ventil i overtroen. Hvad der således foregik under seancerne var i både fysisk og åndelig forstand eksplosivt. Grænserne førtes til bristepunktet, og til tider udover med de største konsekvenser for de involverede. Det bliver i filmen pirrende og nervepirrende – og meget effektfuldt.
Fortællingens tempo er adstadigt og kan minde om Stanley Kubricks ”Eyes Wide Shut”, men det skal tykt understreges, at det ikke gør historien mindre spændende eller medrivende. For der arbejdes dygtigt med alle krimiens virkemidler, dvs. med at forholde os essentiel viden, at pege os i forkerte retninger og at lade historien vende sig de famøse 180 grader til slut. Så selvom scenerne er lange, forhindrer det os ikke i at sidde helt ude på kanten af stolen, rådvilde om hvor de hver især ender. At Margaret fx. vælger at åbne Selines skuffe til hendes opmagasinerede ejendele på Millbank, bliver en nervevridende handling, der kan afsløre hende som lesbisk og således sikre hende sin egen celle på anstalten.
Når der i mellemtiden ikke er givet mere end 5 ud af 6 stjerner er det dog også pga. samme fortællestruktur. Eller nærmere dens lille 180 graders twist. Undertegnede er generelt lidt træt af twists, for de gør tit film til engangsfornøjelser. Det er ikke helt så grelt her som fx. i ”Den 6. Sans”, og det er ikke filmens værste problem. Problemet er mere, at så meget skal forklares for at få benævnte twist til at give mening; for meget viden er så at sige forskubbet til slutningen, der bliver lige vel forklarende.
Men overordnet er ”Affinity” altså en formidabelt forførende film, der som sagt virker uanset, men endnu bedre, hvis man forstår at droppe sine snusfornuftige reservationer.
Filmen er gået på Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival. Det er indtil videre undertegnedes favorit i det ellers dybt sympatiske udbud. Vil man for øvrigt se andre Sara Waters-filmatiseringer kan man både nå "Fingersmith" og debuten "Tipping the Velvet", inden festivalen rinder ud.
