Skriv en kommentar
Dum og dummere anno 2011. Mød Farrelly-brødrenes nyeste dummies.
Alt tilladt zoomer ind på to af komediegenrens velkendte, velplejede karikaturer – to kiksede mandefigurer, begge anstændigt gift og derfor mentalt kastrerede, sjæleligt fastlåste og fysisk afgrænsede. Deres respektive maskuline drifter får deres spændingsudløsning, so to speak, krummet sammen i lunkne biler, med sædet nede og musikken skruet op, mens konen ligger træt i sengen og fingerer endnu en dundrende hovedpine. Adskillige laaange, begærlige blikke efter andre kvinders ypperlige popoer og fremstående brystpartier bliver det også til, indtil det bliver for meget for herrernes regelrette fruer, der beslutter sig for at give dem en uges fribillet fra ægteskabets indestængende lænker.
En hel uges tøjlesløst otium er lig med en uges syndigt orgie. Kort sagt én for gifte mænd ugelang undskyldning for at give pokker i moralsk sømmelighed, drikke sig fra sans og samling, peppe golf-turen op med psykedeliske marihuanakager og kvikke den afmattede mandighed op med endeløse nedlæggelser af et formodet, brunstigt kvindekøn. Rick (Owen Wilson) og Fred (Jason Sudeikis) tror, at de er blevet foræret nøglerne til selve paradisets dør … men mon ikke herrerne, siden de unge dage, har fået anlagt sig et bildæk eller to rundt om livet, har overstimuleret deres både mentale og fysiske kolesteroltal samt suspenderet selv den mindste virkelighedsfornemmelse på bekostning af en selvopfunden fantasi … alt tilladt, og måske intet opnået? Lyder det for godt til at være sandt? Det er det som regel også!
American Pie i voksen format
Farrelly-brødrene behøver næppe nogen nærmere introduktion – med grineklassikere som Dum og Dummere (1994), Vild med Mary (1998) og Hals store kærlighed (2001) på samvittigheden, har den pudsige duo flere gange bestået komediegenrens lakmusprøve og tilmed udvidet grænserne for, hvad man kan tillade sig i komediefilm, hvor langt grænserne kan forskubbes, og hvor meget man egentlig kan pille ved den politiske korrekthed … Også i Alt tilladt leger komediebrødrene med vores indgroede anstændighedsprincipper samt overtagede høflighedskanoner, og det med stor humoristisk gennemslagskraft, der giver en tyk, udstrakt fuckfinger til moraliteten, kutymen og opdragelsen.
Både Wilson og Sudeikis er perfekt castede, om end den sidstnævnte, mest genkendelig som fast inventar i kultshowet Saturday Night Live, virkelig foreviser et gigantisk, komisk naturtalent til det store, kæbedroppende trettental, eller tolvtal, som det hedder nu om dage. Filmens humortemperatur svinger lystigt opad, hver gang de to deler biografskærmen og opfører sig på snart tåbelig, snart klovneagtig, snart parodisk vis. Tjek lige følgende, og for filmen meget typiske, dialogudveksling ud. Den er meget symptomatisk for filmens generelle toneleje:
Coakley: That girl in the black is checking you out.
Fred: The one who looks like the chief from Cuckoo's Nest?
Coakley: No, the one sitting next to her.
Rick og Fred er et ideelt match, ikke mindst fordi Wilson og Sudeikis begge spiller med en naturlig coolness, som havde de aldrig spillet andre roller i hele deres liv. Sammen gebærder de sig som to forvildede, utjekkede tyre i en dyr porcelænsbutik, de hverken evner at navigere rundt i eller slippe ud af. Når de interagerer på biograflærredet, bliver de strippet for enhver anstændighed og ridderlighed. Næ, her er nok snarere tale om total manglende autocensur, der tilfører filmen et sprudlende komisk overdrev, som summer af grin og genklinger af mavekramper.
Disse anarkistiske sketchsekvenser er filmens, ironisk nok, mest lødige dele. Dér, hvor filmen krakelerer på kuldsejlende, kikset vis, er de kedsommelige passager, hvor en tilsnigende konventionalisme lister sig ind med betryggende udsigelser og forudsigelige konceptioner om kærlighedens vielsesrunde konformitet, der er sikkert spændt fast til genkendelighedens viede status. For jo, ægteskabsinstitutionen er nok ikke så ringe endda, og jo da, græsset er faktisk ikke grønnere på den anden (single)side, og jovist, når tyren får løbet hornene af sig, er det faktisk meget dejligt at være dér, hvor man ved, hvad man har, i stedet for at søge dét sted hen, hvor man ikke ved, hvad man får … Jep, tryghedens vante kulisser ender med at gå all in – og triumfere - også i denne film.
Det er ærgerligt, for filmen havde været både stærkere, sjovere, saftigere og spændstigere, havde den blot skalperet den underliggende konformitetsskræl af og vovet at stå bar og umiddelbar i sin usminkede vanskabelse af gældende sæder. Man kan på den anden side argumentere for, at netop det mere genkendelige historiegrundlag er med til at holde galskaben på et tåleligt niveau, og ikke mindst fungerer det som en nødvendig, fornuftig kontrast til de bindegale løjer.
Om end Alt tilladt langt fra er Farrelly-brødrenes bedste komediebidrag, er den tilpas udstyret med en til tider helt grotesk over-the-topness, der er ligeså morsom, som den er latterlig. På trods af at dramaturgien ikke altid glider lige let, visse plottwists virker overflødige, og den gennemsyrende konsensus både spænder ben, arme og grinemuskler for filmens sande potentiale, er Alt tilladt alligevel en biografbillet værd, hvis man, for en stund, ønsker at glemme alt om finanskrise, Osama bin Laden og Melodi Grand Prix.
