Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Luk øjnene, helt i
Okay, jeg er måske heller ikke den rette at spørge. Overnaturlige gyserfilm har det med at prelle af på mig som skumgummikugler på en skudvest. Der er dog flere af slagsen, som har virket på mig: Possession (1981), Ringu (1998), Drag Me To Hell (2009) og Paranormal Activity (2007). Disse har vækket ubehag i mig og givet mig et chok eller to.
Men jeg sidder sammen med min hustru og ser Annabelle. Hun er gyser-aficionado, da hun elsker at se alskens gyserfilm. Hun taler altid om den Thailandske Shutter (2004) og hvordan den amerikanske remake af den, er som en børnefilm ved siden af. Jeg må se at få set den.
Efter godt 45 minutters tid inde i Annabelle kaster hun håndklædet i ringen og piller iPad’en frem og begynder at spille spil på den i stedet. Jeg selv har også helt og aldeles mistet interessen og ser filmen færdig for at kunne anmelde den. Min hustru følger stadig med i filmen med et halvt øje. En gang imellem titter hun frem over iPad’en og på få sekunder forudser hvad der kommer til at ske i næste moment. Annabelle er i den grad en film man kan vælge at se med et halvt eller, foretrukket, begge øjne lukket helt ind!
Prequel-dukker
Annabelle er både en prequel til og spin-off af Nattens Dæmoner (The Conjuring, 2013). I Nattens Dæmoner var det selv samme dukke, Annabelle, som hjemsøgte familien Perron. Annabelle starter året før hos John og den gravide Mia i Santa Monica i 1969.
Mia samler på dukker og John køber en dukke til hende i gave. Samtidigt med Sharon Tate/Charles Manson mordene og lighed med, bliver først nabofamilien brutalt myrdet og den lille familie bliver angrebet i deres eget hus af en satanisk kult og forsøgt slået ihjel. Politiet når at dræbe overfaldsmanden, mens overfaldskvinden tager livet af sig imens hun holder dukken. Kvinden navn var Annabelle Higgins og hendes forslåede sjæl driver med selvfølgelig over i dukken. Selvom John smider dukken i skraldespanden og familien flytter til en lejlighed efter det brutale overfald, dukker Annabelle op igen på den nye adresse.
Klassisk, Kliché og klodset
Annabelle starter ualmindeligt sløvt af en gyserfilm. Den første time af filmen virker som en Danielle Steele fortælling filmet som en gyserfilm. For det meste sidder man og venter på at der skal ske noget uhyggeligt og filmen bygger konstant op til det. Gardinerne blafrer, dørene lukker af sig selv, lysene blinker, symaskinen og pladeafspilleren starter af sig selv, barnegråd og udefinerbare lyd, og flere gardiner der blafrer. Men filmen vælger at efterlade os med ingenting: no scares, just squares! I stedet bare en samling af gyserfilmens allerstørste kliché flosker, der falder til jorden med et smæld! Og jo, Mia skal nok gå på biblioteket og læser bøger om ukultisme, hun skal nok møde en mørk kvinde i opgangen, som tror på det overnaturlige og jo, præsten skal nok komme og banke på døren…
Ofte er det dukken Annabelle som kameraet dvæler ved og man sidder som publikum spændt at venter på en reaktion fra den. Nu bevæger den sig. Nej. Nu bevæger den sig. Nej. Filmen kører på dette ”spændingsmoment” i det uendelige og til det ulidelige uden nogen som helst forløsning. Dukken er bare en dukke. Et andet eksempel på den uforløste spænding er en af de første nætter i familiens hus. Pludselig midt om natten starter sysmaskinen helt af sig selv. John og Mia vågner, og John vandrer ud af soveværelset med et baseballbat rejst over hovedet. John går ind i den om natten underligt meget oplyste stue, hvor to af vinduerne signalerer dagslys og et tredje nat. John hiver stikket til symaskinen ud, den slukker og John går i seng igen…
Man venter hele tiden på at der skal ske noget, men filmen vælger af udskyde og udskyde og udskyde, og havde jeg ikke skulle anmelde filmen, havde jeg slukket for længst. Du er simpelthen nød til at fodre mig et eller andet! Det gør filmen skam også efter den første time. Det virker som om at skaberne har tænkt: ”hov, vi må hellere indsætte et monster” og nede i kælderen kommer ind en udhungret blå mand med horn i panden. En dæmon, nuvel, men hvorfor nu?
Jeg gik ind til filmen med en undren om hvad Annabelle kunne tilføje den i forvejen ret udtværede idé om besatte dukker i gyserfilm. Dolls (1987), Barneleg-filmene 1-6, Dead Silence (2007) osv. Min konklusion er, at Annabelle tilføjer absolut intet. I stedet bidrager den til at være den værste af slagsen!
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Home Video.
