Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Stakkels Margot Robbie bliver nærmest ydmyget. Hun kæmper det bedste hun har lært for at se ud som om hun nyder rollen som køllesvingende freak, men inderst inde må hun også have bemærket at det hun har gang i er en plat omgang hysteri.
Hun brød sådan for alvor igennem i Martin Scorseses fem-dobbelte Oscar-nominerede The Wolf Of Wall Street. Hun var Jane i The Legend Of Tarzan, Elizabeth den Første i Mary, Queen of Scots og Sharon Tate i Once Upon A Time… In Hollywood. Glansrollen for mit vedkommende er som skøjteprinsessen Tonya Harding i I, Tonya som også indbragte Robbie en Oscar-nominering. Ja, og så er der jo lige Suicide Squad som den film, det nu skal handle om læner sig godt og grundigt op ad. Det var nemlig i Suicide Squad at vi stiftede bekendtskab med Harley Quinn, den baseballbat-svingende galning fra det mere sekundære Batman-univers.
Helt slemt bliver det i denne Harley Quinn-solofilm, hvor hun ganske vist introduceres til Birds of Prey-gruppen, som godt nok forstår at smadre deres vej gennem tilværelsen. Som en slags antihelt følger vi Quinns tid efter bruddet med Jokeren. Det er en særpræget seance som aldrig rigtig finder fodfæste eller fokus. Der er helte og skurke i en pærevælling af infantil og substansløs vold. Jamen, kan denne signatur ikke tåle vold da? Åhh jo, det kan såmænd være forherligende på sin egen bizarre facon på dette medie. Men Harley Quinn og hendes kumpaner fremstår om muligt ringere end den forsamling af kvindelige Ghostbusters, som for nogle år siden forsøgte at påkalde sig en slags mellemting mellem en reboot og en 3’er. Til alt held er den længe glemt i filmhistorien. Actiondelen er sådan lidt Lucky Luke og Asterix-agtig. Ikke rigtig udpenslet, og ej heller troværdig. Skurkene får en high-five i ansigtet og så ømmer de sig ellers i en halv time. Nogle af dem står også at afventer i 5-10 sekunder førend at de modtager nogle skæve stunt-hug langt fra deres krop, som dog ikke forhindrer dem i at ophæve tyngdeloven flere gange. Birds of Prey ligner en dag i øveren, med streg under ø og v.
Normalt er jeg glad for Batman-universet og hylder generelt Gotham-miljøet (lige undtagen serien af samme navn). Her er sutten dog tabt. Harley Quinn er sært vingummi-produceret og det er umuligt at gennemskue hvem kernepublikummet er. Jeg tør dog godt love at uanset om du er barn eller voksen, så kommer du til at kede dig bravt. Begge aldersgrupper har set bedre – hvilket de så sandelig også fortjener. En ting er stakkels Margot Robbie, men hvad pokker sker der så for en ellers så etableret skuespiller som Ewan McGregor? Hans superskurk er decideret latterlig og intetsigende. Replikkerne er så gennemtærksede klichér at man sidder med krummede tæer i samtlige af filmens minutter. Harley Quinn-filmen Birds Of Prey hører indtil videre til en af de absolut ringeste film, jeg har set i 2020 i hjemmebiografen indtil videre og jeg tvivler på om det er muligt at overgå denne i håbløshed.
Kunne du lide Suicide Squad, så se frem mod 2’eren. Glem alt om at slå et smut forbi denne. Margot Robbie og co. har fra nu af en masse at bevise. Jeg kan ikke hive mere end blot en enkelt stjerne i hendes retning. Det er faktisk den animerede kæle-hyæne, som overordnet set, gør det bedst!
Bonusmaterialet indeholder en række forskellige features. Bedst er den hvor man kan tilvælge at afspille filmen med små info-mercials undervejs. Det siger dog desværre ikke så meget, for når filmen er så ringe, så kan et ellers snedigt træk være noget så ligegyldigt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
