Skriv en kommentar
Black Panther var den første superheltefilm, som blev nomineret i bedste film kategorien til Oscar-begivenheden tilbage i 2019. Man kan bestemt sige, at Black Panther var en gennembrydende film indenfor sit fag og satte et kæmpe kulturelt præg på fremtidens superheltefilm. Der er dog sket lidt siden den første film. Vi mistede desværre skuespilleren og hovedrollen, Chadwick Boseman, som tabte kampen til kræft. Dette kan tydeligvis mærkes i denne fortsættelse, der fint hylder Boseman, men aldrig formår at holde den fortryllede arv i live.
Kongen er død. Der er stor sorg over Wakanda, og både dronning Ramonda (Angela Bassett) og prinsesse Shuri ( Letitia Wright) har svært ved at komme videre. En skjult undermandsnation, kaldet Talokan, truer dog Wakanda, og der må indgås kompromiser og aftaler, hvis ikke det skal fører til krig imellem de to nationer – og ikke mindst jordens overflade.
Tabet af Chadwick Boseman er til at mærke. Han skabte en ikonisk, ædel og sjov Black Panther, og det er nærmest umuligt at leve op til. Hans manglede fravær er desværre meget banebrydende, og det virker til at manuskriptforfatterne har haft for lidt tid til at finde på en ny og kreativ idé efter hans død. Det kommer til udtryk i en meget ufokuseret historie, hvor karaktererne aldrig får lov til at skinne igennem.
Letitia Wright har i denne film en større rolle, eftersom Black Panther er død. Hun var en helt forrygende karakter i den første film, som det sjove og nørdede sidekick. I Wakanda Forever er det nærmest en helt anden karakter. Naturligvis er karakteren igennem sorg, men det ligger på overfladen, og vi får derfor aldrig rigtig karakterens personlighed eller motivation at føle.
Angela Bassett skinner dog igennem som den enestående og sørgende dronning og er klart et af filmens absolutte højdepunkter. Selvom de gamle karakterer også er vendt tilbage, får de ikke den hjælp fra et godt og solidt manuskript, som de havde brug for, og derfor ender det meget overflødigt.
Selv de nye karakterer har ingen chance for at skinne igennem, fordi historien hopper fra det ene sted til det andet på rekordtid. Der mangler simpelthen fokus, kreativitet god humor i denne nye Black Panther film.
”Black Panther: Wakanda Forever” hylder Chadwick Boseman på fineste vis, men formår ikke at overleve uden ham. Filmen kunne have været meget emotionel, men grundet et sløset og ufokuseret manuskript, får hverken karaktererne eller publikum lov til at sørge. Skuespillerne gør det så godt de kan, og nogle af actionsekvenserne fungerer også fint, som i andre Marvel-film, men det hele bliver for ligegyldigt. Det var vitterligt kun Boseman, der kunne krydser armene og sige ”Wakanda Forever” og få gåsehuden frem.
