Skriv en kommentar
Blade Runner er Ridley Scotts klassiske sci-fi drama fra 1982, som nu er aktuel i en ny digitalt restaureret udgave af instruktørens final cut version.
Året er 2019 og historien foregår i Los Angeles. Mørke og regn omslutter et dystert fremtidsbillede, hvor mennesket er i opløsning. Mange er flygtet til kolonier på andre planeter, og jorden er overladt til forfald. På de nye planeter bruger man kunstigt fremstillede mennesker, såkaldte replikanter, som slaver til at opbygge kolonierne, og man har et særligt korps af politimænd under navnet Blade Runner, til at holde styr på dem. Rick Derek (Harrison Ford) er en erfaren Blade Runner, så da 6 replikanter gør oprør og tager tilbage til jorden, bliver det hans opgave at stoppe dem.
Blade Runner er et bemærkelsesværdigt stykke filmhistorie. Den blev oprindeligt kritiseret da den fik præmiere i 1982, og blev beskyldt for at være både langsom og mærkelig. Både tempo og soundtrack udfolder sig da også i et roligt tempo, men det giver en særlig dimension af et helt rent og klart udtryk, som har vist sig at holde i længden. For det giver en fed effekt, sammen med det mørke landskab og den evindelig regn.
Det er gjort meget ud af, at vise den dystrofiske verden med store bygninger og dystert forfald. Spørgsmål om hvad mennesket er, bliver stillet igen og igen, og Tyrell, som er det firma der producerer replikanterne, har mottoet: More human than human. Selvom der ikke efterlades nogen tvivl om, at de er en forretning med det formål at tjene penge.
Det er interessant at se hvordan man forestillede sig fremtiden for 30 år siden. Filmen foregår i 2019 som er meget tæt på nu, og alligevel kommer man ikke udenom at temaet unægtelig minder om de populære og moderne teenage sci-fi fortællinger som The Hungergames serien (2012-2015) og The Maze Runner(2014), hvor man også ser vores klode ødelagt i dystre fremtidsvisioner.
Selvom der ikke er meget vold, er det lidt der er, meget råt. Det virker derfor stærkt, som f. eks. i den berømte scene hvor Tyrell får stukket øjnene ud og hans skabning, en af replikanterne, beder om tilgivelse. Vi får på den måde flettet referencer til skabelsesberetningen ind i historien, og må erkende at ingen i sidste ende er gennemført ond.
Blade Runner er fyldt af modsætninger og kontraster, og indeholder mange detaljer der indbyder til filosofiske tanker. Man får aldrig nogen forklaring på hvorfor det hele er gået så galt, eller hvad der ellers sker udenom i kolonierne, og det giver et stærkt element af mystik, der taler til fantasien. Netop disse modsætninger er, efter min mening, hvad der stadig gør denne klassiske perle så aktuel efter mange år.
Er du bare lidt interesseret i sci-fi, og har du ikke allerede set den, bør du unde dig selv det nu.
