Skriv en kommentar
Man kender historien så godt: en ung intelligent kvinde i London forelsker sig under 2. Verdenskrig i en jagerpilot fra Royal Air Force. Da han under et togt skydes ned over Frankrig, melder hun sig til hemmelig engelsk tjeneste. Hun kastes ned over Frankrig og arbejder sammen med den franske modstandsbevægelse. Hun ved og vi ved, at hun gør det for at genforenes med sin elskede.
Det er svært ikke at undre sig over, hvorfor denne film er produceret. For først og fremmest er den gennemkonventionel: historien er som taget ud af kiosklitteraturens top 10 (forlægget er 3. bind af Sebastian Faulks´ romantrilogi om verdenskrigene), skuespilpræstationerne er gennemrutinerede, Cate Blanchett, Billy Crudup og Michael Gambon kan deres kram, fotograferingen og scenerierne er stort anlagt og gennemført, og musikken ligeså. Men fælles for det hele er, at der ikke er gnist af gejst og inspiration. Var det virkelig det instruktøren Gillian Armstrong ville?! Som tilskuer venter man uvilkårligt på, hvornår det der må bryde konventionerne dukker op, enten i form af en uventet drejning i historien - det bliver kun til ansatser - eller ved en eller anden ironiseren over al denne konventionalitet (det kan vel gøres uden at man går Lars von Trier i bedene). Den let distante holdning man trods alt fornemmer i filmen, er således snarere et udslag af den manglende inspiration end et egentligt kunstnerisk bud på konventionerne. Helt galt går det, når filmen gør så meget ud af at fortælle om Charlottes beherskelse af det franske sprog, hvorefter hun vedbliver at tale engelsk filmen igennem. Bedre bliver det ikke af, at Michael Gambon har tillagt sig fransk accent. Men tyskerne taler tysk!
Ansatserne til det der kunne være blevet en interessant historie - at der i England var pæne folk der hyldede krigen, at Vichyregeringen i Frankrig havde endda mange tilhængere, og at englænderne rask væk ofrede franske kommunist-modstandsmænd, da sejren var inden for rækkevidde - bliver ikke udfoldet, men er blot det krydderi der skal få den let sukrede historie til at glide ned.
Vi skal tro, at Charlotte ikke er den samme, da hun vender hjem fra Frankrig - hun har trods alt deltaget i jernbanesabotage, skjult jødiske børn, været endog meget tæt på at blive taget af tyskerne flere gange, og vigtigst hun har set døden i øjnene. Cate Blanchett er en brillant skuespiller, men overfor konventionernes udstilling i stedet for gennemspilning har hun ikke en chance.
