Skriv en kommentar
Jeg er ked af det. Meget ked af det. Jeg har i mange år prøvet at forsvare Tim Burton og fortælle folk, at ”han bare har en dårlig periode”. Men nu må jeg snart se virkeligheden i øjnene: Tim Burton har ikke lavet en god film siden ”Big Fish”, og det er immervæk 9 år siden.
Jeg troede og håbede, at Dark Shadows skulle være filmen, der frelste Tim Burton som den mesterinstruktør, han er. Han har jo blandt andre lavet mesterværker: Sleepy Hollow, Edward Scissorhands og Ed Wood. Men det er som om, at han indenfor de sidste mange år har svømmet løst og fast mellem en mærkelig blanding af komedie, gys og banaliteter og hvis man så caster Johnny Depp, så skal alting nok gå.
Dark Shadows handler om forretningsmanden Barnabas Collins (Depp), der bliver forhekset af en heks (!). Han bliver til en vampyr og begraves levende i en kiste, dybt under jorden. To århundreder går og pludselig en nat vender han tilbage. Året er nu 1972: The Carpenters synger i radioen og familieforretningen er gået helt i hundene. Det har Collins bestemt sig for at gøre noget ved. Han møder den ny familie, der fungerer som en parodi på the Adams Family. Blandt disse er Michelle Pfeiffer, Eva Green og Tim Burtons kone, Helena Bonham Carter.
Filmen er som en storm i en kop te. Det virker også som om, at Tim Burton har lavet den samme film i al for lang tid nu: En lidt plat komedie med store skuespillernavne på rollelisten.
Det er jo en meget sjov historie: En vampyr fra fortiden genopstår i 70’erne. Tænk engang! Men for at være ærlig, så synes jeg, at filmen drukner lidt i genrehybriden goth-horror og komedie. Man griner nogle gange, men aldrig helhjertet. Det er Charlie and the Chocolate Factory, der møder Alice i Eventyrland, men uden fornyelser.
Man må dog rose én skuespilpræstation. Eva Green gør det faktisk overraskende godt som den onde heks, og det er en fornøjelse at se, at hun tager en sådan rolle, i stedet for at falde hen i ”pretty girl”-rollerne, der virker oplagte for hende. Men så må man også stoppe der. Johnny Depp og Helena Bonham Carter kører venstrehåndsarbejde, ligesom Burton selv, og man kan se, at det er den samme rolle, de har spillet i mange år nu. Jeg håber snart, at især Johnny Depp vil udfordre sig selv med nye roller. Michelle Pfeiffer gør det i rollen som moderen i 1972 så banalt, at alt er sagt om det nu.
Alt i alt er filmen ekstrem banal. I de næsten to timer filmen varer, kan man godt være underholdt, men man er alt andet end interesseret i handlingen. Det er som en continental breakfast: Der er standard müsli, rundtstykker og appelsinjuice - Men hvor er pandekagerne?
Tim Burtons film kan snart ikke forsvares længere. Han er simpelthen gået i kreativ tomgang, hvor han ikke tør udfordre sig selv mere. Hans næste film er en genindspilning af hans egen (!) kortfilm fra 1984 Frankenweenie, og dette vidner heller ikke om en kreativ udfordring næste gang.
Man savner ydermere, at han binder sig til én genre og giver os et ordentligt gys, som vi jo ved, han kan. Giv os en ny Sleepy Hollow! Og så prøv da for guds skyld at lave en film uden Johnny Depp, Helena Bonham-Carter eller Christopher Lee på rollelisten. Det er for dovent og for let. Det gik jo godt med Ewan McGregor i føromtalte Big Fish.
Man skal gå ind og se Dark Shadows, hvis man tilfældigvis har sine dele-teenagebørn på besøg i weekenden, og man har to timer at slå ihjel, før de skal hjem igen. Ellers lad være.
