Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hvis der er en skuespillerinde som ikke behøver nogen dybdegående introduktion, så er det Nicole Kidman. En af Hollywoods største juveler er netop den australske skønhed, som igennem en flot karriere både har imponeret stort på det store såvel som det smalle lærred. I hvert fald kan der ikke herske nogen tvivl om at diverse vundne prestigepriser, herunder en Oscar for ”The Hours” (2002), pryder hendes dagligstue. Den 52-årige australier har siden sin debut i 1983 medvirket i over 80 film – og hendes medvirken i ”Big Little Lies” (2017-19) blev rost til skyerne og skaffede hende også en Emmy til samlingen af priser. I ”Destroyer” er hun endnu engang omdrejningspunktet, og det er som nævnt hendes tilstedeværelse og dedikerede præstation der retfærdiggører filmens eksistens.
Filmen handler om Erin Bell, en udbrændt og alkoholiseret LAPD-betjent, der som ung har været undercover i bandemiljøet. Da et spor fra hendes fortid en dag lander på hendes skrivebord, og som tilsyneladende er fra lederen, Silas, af den bande som hun infiltrerede, må hun se sine dæmoner i øjnene hvis hun vil gøre op med sin fortid. Bell må derfor opsøge de tidligere bandemedlemmer en efter en, hvis hun i sidste ende vil fange Silas, den mand der ene og alene ødelage hendes liv.
Filmen mixer, med blandet succes, nutid og datid i et plot, der til trods for et habilt tempo, minder for meget om andre film i samme genre. Det er langt fra alle scener, der er lige spændende selvom instruktør Karyn Kusama formentlig vil have os til at synes det. Dog er specielt én scene, der udspiller sig i en bank med Kidmans Bell i centrum som skydeskive særdeles veludført. Stemningen i filmen er ligeså mørk som en nordic-noir, men selvom de fleste karakterer er deprimerede og traumatiserede, så er det egentlig kun Erin Bell der indgyder oprigtig sympati. De øvrige karakterer er simpelthen for fladt skrevet til at man kan interessere sig for dem i længden.
I sidste ende er det dog Nicole Kidman der, som nævnt, bringer mest substans til en lidt sløj omgang krimidrama. Hendes præstation er lige så rå og oprigtig som hendes fjæs er hærdet. Man glemmer fuldstændig at det er den samme kvinde, som så mange amerikanske magasiner har kåret til en af de smukkeste kvinder i verden. Ganske vidst er der et tykt lag make-up i masken på hende, men det er Kidman der gør make-uppen troværdig. Hun brager bogstavelig talt igennem den.
Takket være en bravur præstation af Kidman og et par medrivende sekvenser trækker filmen sig dermed lige præcis op på et acceptabelt niveau.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
universalpictures.dk
