Skriv en kommentar
Det royale kongepar kommer til Downton Abbey som en del af deres besøg til Yorkshire, og sender både tjenerskabet såvel som den adelige familie på den anden ende, for at gøre alt klar og perfekt til det højagtede visit.
Filmen er helt i stil med serien. Det er faktisk som om man ser et dobbeltafsnit af en afsluttende sæson, bare med en højere produktionsværdi. Skaberen af serien, Julian Fellowes, og instruktøren Michael Englers ved lige hvad publikummet vil have, og det får de så.
Hvis man ikke har set serien og dens seks sæsoner bør man nok ikke give sig i kast med filmen. Men hvis man tværtimod har set hele molevitten, skal man så absolut også se filmen! På to timer formår filmen at tage fat på alle karaktererne og binde en fin lille sløjfe på hver af deres historier, og lykkes effektivt med det. Selvfølgelig fylder nogle af karaktererne mere end andre, og hvor et afsnit af serien skiftevis tog fat på 4 forskellige karakterer hver gang, fokuserer filmen mest på en 8-9 stykker ud af de 20 der forekommer på plakaten.
Maggie Smith i rollen som Violet/Dowager Countess stjæler selvfølgelig hele showet, hver eneste gang hun ytrer en replik, som ofte er en skarp bemærkning til Isobel (Penelope Wilton). De rappe replikker virker som et comic relief i den ellers polerede og stivnakkede verden hun er en del af. Men med hendes fremskredne alder, har hun intet at miste, og det er hun udmærket klar over.
Den mest rørende historie i filmen er nok den om Thomas (Robert James-Collier), der nu fire år senere endelig er blevet butler, efter Carson er gået på pension. Den førhen så manipulerende og egoistiske mand er i løbet af serien blevet et hæderligt og sympatisk menneske, der dog stadig kæmper med at skulle holde hans seksualitet hemmelig.
Man skal passe på med at perspektivere til virkeligheden, når man ser filmen. Den er poleret og viser et glansbillede af forholdet mellem overklassen og tyendet, som nok ikke helt er i overensstemmelse med sandheden dengang. Men hvis man kan tilsidesætte denne urealistiske samhørighed, vil man dog nyde hvert et minut af de i alt 122. Nogle scener føles dog lidt forhastede, hvor man skal holde tungen lige i munden, for at omstille sig til de hurtige sceneskift, men man vænner sig til det, og filmen sætter tempoet ned hen imod slutningen. Den sidste halve time af filmen bruges da også på at afslutte alles historier på en harmonisk og fredfyldt måde, så man ikke kan lade vær med at blive glad eller en smule rørt.
