Skriv en kommentar
Introscenen fanger vores hovedperson Cécile (spillet med sårbar autoritet af Juliette Armanet) i et mindre panikanfald, mens hun står i et lille, lukket, klaustrofobisk-fremkaldende rum. Det er viktualierummet i den parisiske restaurant, hvor hun er chefkok og hendes højre hånd er hendes partner og kæreste Sofiane (spillet med varme og arrogance af Tew Jallab). Cécile gemmer sig I viktualierummet, fordi hun har taget flere graviditetsprøver, som alle viser positivt. Hun runder snart de 40 år og er kendiskok og berømt for sine optrædener i det populære mad-program “Top Chef”, hvor hendes hummersuppe blev landskendt på et splitsekund og er gået viralt på diverse franske SoMe platforme. Der er nedtælling til, at hendes drøm om at åbne en Michelin-restaurant i hjertet af Paris går i opfyldelse. Præcis 14 dage og hun har drøntravlt med at finde på restaurantens signaturret, som skal serveres ved åbningen for landets ypperste madanmeldere.
At være gravid virker for Cécile som uforeneligt med hendes tårnhøje ambitioner om at drive en af Franskrigs fineste og velrenommerede restauranter beliggende i Paris’ 8.arrondissement, så hun udskyder beslutningen. Midt i presset og al travlhed i køkkenet, hvor hun vrisser af kokkeeleverne og retter irriterende på medarbejderne, får hun et opkald fra sin moder, at hendes far igen har fået en blodprop og han har selv udskrevet sig fra hospitalet. Allerede i filmens første scener står vores hovedperson i to kriser eller over for to dilemmaer, hvor hun skal træffe svære valg. Sofiane beordrer hende til at tage hjem.
Filmen skydes i gang, idet Cécile vender hjem. Skellet mellem land og by visualiseres for os i forbindelse med Céciles tur hjem i lastbil, hvor hun har fået kørelejlighed. Hendes forældre driver en motorvejsrestaurant, fungerer som en slags mellemstation, hvor stamgæster, turister, lastbilchauffører dumper ind og ud for et hurtigt måltid og på vej videre til planlagte destinationer.
Cécile træder ind i forældrenes slidte, men funktionelle køkken i 70’er stil og med lysstofrør. Hun træder også ind i deres arbejds- og hverdagsrytme, hvor det er frokosttid og moderen (spillet med blidhed og humor af Dominique Blanc) er i fuld sving og faderen (spillet eminent af Francois Rollin) sidder på en stol og hjælper til med maden og Cécile går straks i gang med at anrette maden, mens forældrene på deres egen og direkte facon er overrasket over, at hun aflægger visit. Som faderen spydigt bemærker i sin velkomstreplik, så skal der åbenbart en blodprop til, før Cécile kan forlade sit fine køkken i Paris.
Det er fra faderen, at Céciles passion for madlavning er opstået. Siden barnsben har hun været med i køkkenet. Det er også i køkkenet Cécile og faderen tager deres konfrontationer over madlavningen. Han har med stolthed og ambivalens fulgt sin datters stormende karriere som chefkok og skrevet alt ned, hvad Cécile har sagt i tv-programmet “Top chef”, noget er varm humor og nogle udtalelser, bliver han og moderen såret over, at Cécile kækt og skarpt har sagt i tv-programmet bl.a. hendes nedgørende antagelse om motorvejsrestauranter. Forældrenes hund Bocuse er helt bevidst opkaldt efter den franske kok Paul Bocuse i Lyon, også kendt som gastronomiens pave, og er et bevis på, at både moderen og faderen er ambitiøse og knoklet for at banke deres restaurant op og lagt kræfter i at lave god, velnærede mad efter det budget, som der var og er.
Cécile bliver også konfronterede med en gammel flamme og ven Raphael (spillet følsomt af Bastien Bouillon) og gamle venner (spillet eminent af birollerne hhv. Mhamed Arezki og Pierre-Antoine Billon), hvor de falder ind i gamle roller og drikkelege og gør kærligt og ærligt grin med hinanden og de to venner karikerer og parodierer Raphaels knuste hjerte, da Cécile tog til Paris. De synger Celine Dions “Pour que tu m’aimes encore” fra 1995 og scenen bliver hverken opstyltet eller en designet opvisning for at skabe dybde og flere nuancerede lag i filmen, tværtimod. Sangene sunget af hele persongalleriet føjer et ekstra og uundværligt lag til filmen.
Sangene flyder ubesværet og organisk mellem dialog og replikker og det gør “En skønne dag” til en forfriskende og dybt bevægende fransk filmperle, hvis budskab er, at man kan rejse nok så langt væk fra det man kommer fra, men man kan ikke glemme eller gemme det.
