Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
"Hateship Loveship" er en af den slags film, hvor en anmeldelse kan ødelægge hele oplevelsen. Da jeg satte mig ned for at se den, havde jeg ingen anelse om, hvad historien gik ud på. Jeg vidste, at Kristen Wiig ("Bridesmaids"), Nick Nolte ("Hulk") og Guy Pearce ("Iron Man 3") var med, og at den var baseret på en historie af Alice Munroe, men det var også det eneste. Da jeg så begynder at se den, har filmen en irriterende typisk indledning ligesom så mange andre indie-film. Jeg ruller med øjnene og leger lidt med min mobiltelefon, drikker en kop kaffe og gaber.
Hvad sker der så? Kristen Wiig (i en meget seriøs rolle) har passet og plejet en ældre dame i femten år, som har gjort, at hun ikke har været meget ude eller set til andre end hende. Da denne dame så sover stille ind fra det ene sekund til det andet, står resten af historien pludselig hen i det uvisse. Wiig trækker mig straks ind i hendes univers, da hun nu skal ud i en anden del af verden og væk fra det trygge. Men det bliver aldrig ukomfortabelt at se på. Du får aldrig ondt af hende, for hun er en af de stærkeste hovedpersoner, jeg længe har set. Det lyder måske underligt at sige. Men Wiig i rollen som Johanna Parry er noget af et syn. Johanna kan sit kram, hun tager selvstændige beslutninger, hun lader sig ikke underkue, og hun har sit eget ve og vel som førsteprioritet. Hun er heller ikke bange for at tage imod hjælp, når hun er ude på dybt vand, og hun tilbyder selv hjælp til dem, der vil hende det godt. Og hun gør alt sammen dette uden at sparke røv eller skyde med håndpistoler.
Wiig tilfører rollen som Johanna de kendetegn, hun er blevet kendt for i andre roller – sky blikke, hviskende replikker der langsomt bliver til ingenting, og en generelt underlig måde at være til stede på – og forvandler karakteren til et portræt af en kvinde, som opdager sit eget begær og fører det ud i livet på sin helt egen måde. Hendes stemme er flad og blid, og hun har meninger om en masse ting, men det kommer ikke andre ved, hvad hun mener. Hun ønsker ingen medynk, hverken fra andre eller hende selv, og hun er en realist til fingerspidserne. Da hun får øjnene op for romantik, er det for os elektrificerende at se på. Hun er ikke vant til at blive overvældet af følelser, seksuelle eller romantiske, og det kan være svært at håndtere. At se Kristen Wiig gøre rollen levende er at være i nærheden noget helt, helt specielt. Vi kender hende ikke, ikke rigtig, men rødmen der kommer over hende, det undertrykte smil på hendes ansigt, får os til at forstå alting krystalklart.
Johanna får nyt arbejde hos Bill McCauley (Nolte), som består i at passe på hans teenagebarnebarn, Sabitha (Hailee Steinfeld fra bl.a. "True Grit"). På sin første dag møder hun Ken (Pearce), Sabithas far, som kun er på lynvisit, da han bor et andet sted. Han er en af de få, som er rar og venlig over for Johanna, men du føler, at der ligger noget bag, et eller andet som ingen rigtig vil ud med. Faktisk er det sådan, at alle birollerne er besat af kompetente skuespillere, som tilfører deres roller mere, end du lige regner med. Her skal Sami Gayle, som Sabithas veninde, også nævnes som en fantastisk tilføjelse til rollelisten.
Guy Pearce fortjener lige så meget ros som Wiig. Hans venlighed over for Johanna er ikke ubehagelig eller med skjulte bagtanker. Det er faktisk ikke noget. Det er normal menneskelig opførsel. Se hvordan han holder sig selv tilbage for at undgå de større konfrontationer med sin svigerfar eller datter. Hans kropssprog tyder på usikkerhed, men du kan se lidt af den gamle charme i ham. Han er fyldt med selvnedladenhed, hans handlinger kan være uforståelige, men nogle gange er han varm og accepterende. Begge sider af hans personlighed er den sande ham, selvom ikke alle vil acceptere det.
Jeg forventede hele tiden, at "Hateship Loveship" ville begynde at forklare mig ting, ville begynde at hamre mig i hovedet med sin pointe, og at den ville begynde at dømme sine karakterer. Det gør den aldrig. Der er et par scener, som normalt ville være ydmygende eller ynkelige at se på. Men det er de ikke i denne film. Det bedste ved filmen er, at du virkelig ikke ved, hvad der vil komme til at ske i næste scene, og det er en fantastisk følelse at have, når du ser filmen.
Meget af det må være instruktørens skyld. Liza Johnson holder sin film i meget følsomme rammer. Hvilket er den rigtige måde at gøre det på, når du har at gøre med sådan noget følsomt materiale som "Hateship Loveship". Vi ser personer gennem dørkarme, som om vi lytter med på tilværelser, der udspiller sig, uanset om kameraet er på dem eller ej. Det giver karakterne lov til at trække vejret og udfolde sig.
Kristen Wiig er en kamæleon. Der er ikke en antydning af nedværdighed i hendes portrættering af Johanna. Du bekymrer dig om hende. Du bliver flov med hende. Du vil beskytte hende. Du kryber tæer af hendes åbenhed. Og du bliver ved med at opdage, hvor meget du har undervurderet hende. Det er virkelig en glimrende skuespilpræstation i en overraskende fantastisk film.
Blu-Ray: Og selvom jeg er meget begejstret for filmen, er det ikke ensbetydende med, at jeg helt forstår logikken ved at udgive den på blu-ray. Kasper Tuxens kameraføring ser flot ud og er vidunderlig skarp i højdefinition, men lydsiden består for det meste kun af dialog. Filmen er en smule overflødig på blu-ray og du kan sagtens nøjes med at se den/eje den på DVD.
Ekstramateriale: Intet. Derfor 0 stjerner. Hvorfor er der ikke noget ekstramateriale??????? Det understreger kun, at udgivelsen på blu-ray er unødvendig. Men stadig: "Hateship Loveship" er en film, du burde give dig selv lov til at se en dag, hvor du er i humør til at blive følelsesmæssigt rørt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Warner Home Video.
