Skriv en kommentar
Hr. Lazarescu, som bærer det flotte navn Domnul Dante Lazarescu, er syg. Han har hovedpine, ondt i maven, og så er han netop begyndt at kaste blod op. Bekymret ringer han efter en ambulance, men han har vanskeligt ved at forklare, hvad han fejler i telefonen, og det er som om, telefondamen ikke rigtig tager ham alvorligt. Bedre går det ikke inde hos naboerne, hvor han tigger sig til en pille. De er temmelig overbevist om, at Lazarescus miserable tilstand nok skyldes hans hang til flasken. Selv mener Lazarescu dog, at han ikke drikker mere end alle andre mænd.
Filmen om Hr. Lazarescus sidste rejse kommer for alvor endelig i gang, da ambulancen henter Lazarescu og starter en grotesk køretur fra hospital til hospital, hvor den ene læge er mere perfid end anden, og hvor diskussioner om hierarki og magtbeføjelser på hospitalet optager meget mere tid end et egentlig forsøg på at redde den – skal det vise sig – døende Lazarescu. Med håndholdt kamera og fra voyeuristiske synsvinkler indfanger instruktøren et brunt og ineffektivt hospitalsvæsen.
På det tidspunkt i filmen har fortællingen dog mistet sin tilskuer. Alt for meget tomgang i handling, alt for megen kedsommelig hverdagsdialog og alt for ligegyldige karakterer gør, at filmen aldrig får noget drive og aldrig rigtig kan engagere sin tilskuer. Filmen kunne have været en morbid, sort komedie om et grotesk sundhedsvæsen, men ender som en lille trækning på smilebåndet i ny og næ. Filmen kunne også være blevet en relevant social kritik af en land i forfald; et land der stadig kæmper en indædt kamp for at komme ovenpå igen efter mange års kommunistisk styre, men igen ender filmen som et halvhjertet og uvedkommende udtryk.
Hr. Lazarescus sidste rejse har høstet alverdens største filmpriser. Jeg fatter simpelthen ikke hvorfor.
EKSTRAMATERIALE:
Intet af den slags.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:Criterion Film.
