Skriv en kommentar
Sygdom og lidelse er ikke noget nyt, og alligevel er der stadig meget lidt forståelse for Tourettes syndrom. Det var bestemt heller ikke tilfældet i 80’erne arbejderklasse i Skotland, hvor John Davidson blev stemplet som problematisk og straffet hårdt for noget, han ikke selv var herre over. Hans historie er både fascinerende og vigtig – og fortjener at blive fortalt.
John (Robert Aramayo) begynder som 12-årig at opleve tics og adfærd, han ikke kan kontrollere. Med en drøm om at blive fodboldmålmand ændrer hans liv hurtigt retning og erstattes af mobning, vold og en far, der forlader hjemmet. I 90’erne møder han den beskyttende og empatiske Dottie (Maxine Peake), en psykiatrisk sygeplejerske, der bliver et vendepunkt i hans liv. Hun hjælper ham ikke kun med at forstå sin sygdom, men også med at acceptere den – og senere inspirere andre.
Robert Aramayo er et fund i hovedrollen. Selvom han ikke selv lever med Tourette, føles hans portræt både ægte, nuanceret og dybt personligt. Han balancerer det sårbare med en naturlig humor, der gør karakteren menneskelig frem for tragisk. Maxine Peake er ligeledes fremragende som Dottie – en varm og tålmodig støtte, der for første gang møder John med forståelse frem for fordømmelse. Også Peter Mullan gør indtryk som Tommy, der ser mennesket bag sygdommen og giver John en chance, ingen andre har givet ham. Den unge Scott Ellis Watson leverer en stærk præstation i filmens første halvdel, mens Shirley Henderson som Johns mor gør sit bedste i en situation, hun ikke selv forstår.
Filmen er ikke nødvendigvis nyskabende i sin form, og vi har set mange biografiske fortællinger før. Alligevel føles ”I Swear” anderledes. Den er ikke bange for at vise, hvor hårdt livet med Tourette kan være – både for den ramte og for omgivelserne. Første halvdel af filmen er direkte ubehagelig og viser med stor autenticitet, hvordan sygdommen bliver misforstået, og hvordan samfundet reagerer med straf frem for forståelse.
Samtidig tør filmen bruge humor på en måde, der sjældent føles forkert. Publikum griner ikke ad John, men med ham. De uforudsigelige udbrud og tics kan være komiske i sig selv, og filmen anerkender det uden at gøre grin med karakteren. Tværtimod bliver humoren en måde at skabe forståelse og menneskelighed på. Den suppleres af mere hverdagsnær humor, som giver fortællingen varme og balance. Uden denne tilgang ville filmen have været næsten ubærlig i sin tyngde, men netop balancen mellem det smertefulde og det humoristiske gør, at den rammer endnu hårdere.
Netop derfor bliver filmens senere udvikling så stærk. Humoren, håbet og accepten føles fortjent – og aldrig påtaget. Den afsluttende scene rammer med en sjælden ærlighed og efterlader publikum både rørt og opløftet. I biografsalen afløses latteren stille af snøften, og det er svært ikke selv at blive ramt.
”I Swear” er en af årets stærkeste, mest rørende og opløftende film. Den balancerer smukt mellem alvor og humor, og netop denne balance forstærker filmens budskab. Robert Aramayo er et fund i rollen som John Davidson og bakkes solidt op af et stærkt cast. Filmen gør aldrig Tourette til hverken fjende eller forklaring – i stedet peger den på det egentlige problem: mennesker, der ikke forstår det.
