Skriv en kommentar
Dam dam dam dam, dam dam dam. Frem med cowboyhat og pisk, for i dag har den femte Indiana Jones-film premiere som streaming. Efter at have gået sin sejrsgang i 80’erne med tre bragende gode film, så fik vi en maveplasker i 2008, hvor den gode arkæolog og professor blev invaderet af rumvæsner (for crying out loud). Heldigvis er der langt mere old school Indy denne gang, for med The Dial Of Destiny genopfinder franchisen sig selv og byder på både velkendte ansigter fra en svunden tid, men også superskurke, action, spænding og den klassiske non-verbale humor, som kun Indy/Ford kan levere tilsat et skvæt af John Williams’ ikoniske score.
En overdådig introsekvens, hvor Indiana Jones stjæler et Arkimedes-relikvie fra nazisterne, fører os til “nutiden”, hvor Dr. Jones går på pension. Tidsmæssigt befinder vi os i 1969, og vores helt er blevet en aldrende herre. En af Indys studerende følger sin læremester til en lokal pub, og de falder i snak. Det viser sig, at den studerende er Helena Shaw - datter til Indys makker dengang med Arkimedes-uret. På et helt særligt arkiv findes nu den ene halvdel af uret og Indy viser det til Helena. Hun er meget optaget af at finde den anden halvdel, men det er hun ikke ene om. Mens vores to karakterer befinder sig på arkivet, så dukker der ubudne gæster op. Uret siges nemlig som helhed at kunne forudsige sprækker i tiden. Det gør uret til en farlig genstand, og derfor afslører Indy så også, at det har ham, der sørgede for, at relikviet blev knækket i to dele. Helena ønsker at samle Arkimedes ur, og det samme gør en tidligere nazist (Mads Mikkelsen), som før har krydset Indys veje. Den ellers pensionerede Dr. Jones må indse, at selvom alderen trykker, så må han kaste sig ud i et sidste eventyr for at få styr på stumperne. Et eventyr som kan risikere at forstyrre fortidens begivenheder og dermed ændre verdenshistorien og derigennem vores fremtid.
Good old Indy er fremragende selskab, og det gør det ikke ringere, at også Sallah og Marion også lige hilser på. Harrison Ford var beskedne 80 år, da han løb, rutsjede, svang sig gennem løjerne. Det er ganske enkelt imponerede at se Ford til lands, til vands og i luften og alle andre gode steder. Opgaven med et genfinde magien er tildelt James Mangold, som har stået bag mange store oplevelser. Tag bare Walk The Line, Logan, 3:10 To Yuma, Cop Land og Le Mans 66. Som et af fremtidens projekter, så skal Mangold instruere en Star Wars-film omhandlende, hvordan The Force blev opdaget og håndteret. Mangold finder god plads til historie, myter, gåder og mystik. Det som arkæologer er drevet af. Det er klædeligt at se det i en nutidig film, som trækker mange referencer til Indiana Jones’ storhedstid i en sådan grad, at den i selve grundidéen sagtens kunne være opfundet dengang. Her får vi så bare langt større og “troværdige” actionscener og det er guf for underholdningsnerven.
Uden at afsløre urets skæbne - og Indys - så slår The Dial Of Destiny en flot krølle på en af de største filmserier i adventuregenren. Bedst som filmen er færdig, så længes man efter mere, og det er som regel et tegn på kvalitet. Der bør bare helst ikke komme mere, for nu er tingene fuldendt og man har en sluttet ring på fem film, som man kan se igen og igen - selvom jeg ikke er vild med E.T.-delen. Som isoleret værk får The Dial Of Destiny det tætteste, man kan komme på fuld plade. De to en halv time stryger afsted.
