Skriv en kommentar
I det snebelagte Norge møder vi Nils Dickmann (Stellan Skarsgård), der lige er blevet valgt som ”Årets borger”. Kort efter får han at vide, at hans søn lige er død af en overdosis. Han er overbevist om at det er en løgn, og at hans søn aldrig ville tage stoffer, derfor beslutter han sig for at finde frem til sandheden og tage hævn.
Nils’ hævntogt viser sig, at sætte gang i et narkoopgør mellem to grupperinger, som består af Greven (Pål Sverre Hagen) på den ene side og den serbiske mafioso Papa (Bruno Ganz) på den anden. De to grupper, tror begge at det er modparten der er skyld i de pludselige forsvindelser af deres bandemedlemmer og der bliver erklæret krig.
Nils’ kone accepterer hurtigt at deres søn angiveligt skulle være narkoman, men da Nils beslutter sig for at finde frem til sandheden begynder deres ægteskab at smuldre. Nils bliver hele tiden udsat for en række nye udfordringer, men han formår på en meget mærkelig måde at bevare roen hele vejen igennem. Selvom han ser rolig ud, er han også meget målrettet og Skarsgård er meget dygtig til at kombinere de to udtryk.
Pål Sverre Hagen, som spiller Greven, formår at stjæle hvert eneste billede han er med i. Han er hensynsløs og væmmes af hans danske ekskone Marit (Birgitte Hjort Sørensen), som ligner en vaskeægte Hellerup-frue iført sin dyre pels. De to kan virkelig finde ud af at skændes og det skaber nogle vidunderlige scener.
Humoren er mørkere end sort, hvilket skydes det meget velskrevet manuskript af Kim Fupz Aakeson. Også visuelt er Kraftidioten meget betagende, og det hvide landskab bliver smukkere og smukkere for hver scene.
