Skriv en kommentar
Miyazaki er et navn der er forbundet med kvalitet indenfor tegnefilmgenren. Med film som ”Min Nabo Totoro”, ”Kiki, den lille heks” og ”Chihiro og Heksene”, der vandt en Oscar for bedste animeret film, har Hayao Miyazaki slået sit navn fast. Nu er det så sønnikes tur, og Goro Miyazaki får sin instruktør debut med ”Legenden om Jordhavet”
I dag er gammeldags tegnefilm eller 2-d tegnefilm, er ikke noget der ses så meget mere. Hos et af de største tegnefilmsstudier Disney, har 3-d animeret film taget over, og 2-d tegnefilm er reduceret til kun at blive brugt, i Disneys direkte-til-dvd udgivelser Askepot 2,3,4,5,6,7…..
Dette er en skam, da tegnefilmen har en charme, som ikke kan fanges i 3-d animationsfilm, og skønt disse kan være fantastiske, kunne jeg godt tænke mig at markedet var mere ligeligt fordelt mellem de to måder.
Heldigvis for mig, er der stadig et studie der holder 2-d fanen højt, det japanske Studio Ghibli, der sætter alle sine penge i stort opsatte eventyrfortællinger, i anime stil. Studiet har som sagt tidligere Hayao Miyazaki som sit største flagskib, og hans fortællemåde er blevet så symbolsk med studiet, at det er umuligt ikke at se lidt Miyazaki i alle studiets film.
Om det er studiet eller Miyazaki generne der gør at Goro’s måde at fortælle ”Legenden om Jordhavet”, minder om sin fars, ved jeg ikke, men mange af de samme temaer går igen i denne film, der ikke er endnu et mesterværk fra Ghibli, men dog stadig en god film.
”Legenden om Jordhavet” er løst baseret på Ursula K. Le Guin’s populære fantasy bogserie ”Troldmanden fra Jordhavet”, og når jeg siger løst er det fordi filmen mest omhandler den tredje bog i serien, blandet med lidt events fra de andre.
”Legenden om Jordhavet” handler om Arren(Junichi Okada), den 17årige prins af Enlad, der efter at have gjort noget forfærdeligt er flygtet fra sit land, og bevæger sig nu rundt i verden alene, i et forsøg på at klare sig selv. Det går dog ikke fantastisk, men da han liv bliver reddet af en fremmed der kalder sig selv Sparrowhawk (Yûko Tanaka), og den fremmede byder Arren at følges med ham, acceptere ham, og de to følgesvende, rejser rundt for at løse Sparrowhawk mission, hvad er det der har skabt ustabilitet i verden.
”Legenden om Jordhavet” er en vidunderlig fortælling, om at tage livet for givet, og om at lærer sig selv at kende, og acceptere hvem man er. De temaer er gennemgående for Ghibli-filmene, og det er vidunderligt at se så spirituelle emner behandlet med den ynde som Goro Miyazaki gør det. Intet er overladt til tilfældighederne, men alligevel er disse temaer ikke bøjet i neon, så man føler at man får det hele tvunget i hovedet.
”Legenden om Jordhavet” vil muligvis skuffe læsere af bogserien, da det ikke er starten på en stor række af filmatiseringer af de forskellige bind, men derimod en filmatisering af bind 3(”The Farthest Shore”), med lidt fra de andre. Jeg har selv ikke læst bogserien, men der er ikke noget man bør have læst, for at kunne følge med i filmen. Det er ikke et mesterværk, da historien ikke har kød nok på, men mere fungere som en road-movie, største delen af filmen. Det er dog stadig en rigtig god film, og hvis du er fan af de andre Ghibli film, eller bare kan lide klassisk tegnefilm, er det her en film for dig.
