Skriv en kommentar
Sophie (Amanda Seyfried) arbejder på tidsskriftet The New Yorker som researcher og håber en dag at kunne slå igennem som forfatter. Hun tager sammen med sin forlovede Victor (Gael García Bernal), der er kok, på romantisk rejse til Italien, for at nyde kærligheden. Men Victor har store planer om, at undersøge det italienske cuisine til sin nystartede restaurant i New York. Det efterlader Sophie alene og en dag finder hun den verdensberømte balkon, hvor Romeo tilbad sin Julie. Besøgende på stedet skriver breve til Julie og sætter dem på muren, hvorefter de 4 ”Julies sekretærer” svarer på brevene. Sophie finder et glemt 50 år gammelt brev som hun vælger at svare tilbage på. Kort tid efter står brevets modtager Claire (Vanessa Redgrave) i Verona parate til at genfinde fortidens kærlighed Lorenzo. Sophie assisterer hende til utilfredshed for hendes barnebarn Charlie (Christopher Egan). Er det hele mon skæbnen og vil kærligheden sejre?
Letters To Juliet er en af dette års ultimative romantiske film. Det meste af vejen veksler den fint mellem sukkersød romantik, drama og en tilpas mængde humor. Problemet ved sådanne romantiske film er ofte, at det bliver hældt et kilo sukker i filmmaskineriet og det hele ender i en omgang glasurovertrukket sødsuppe med sukkerknalder til sidst. Specielt de mange referencer til Shakespeares Romeo og Juliet bliver ofte en tand for overromantisk, også selvom referencerne bliver udpeget af karaktererne selv som typiske klichéer: ”Of course! The balcony!”.
Men samtidigt fungerer Shakespeare referencerne også som gode katalysatorer for Clairs umulige jagt på fortidens kærlighed og den forbudte kærlighed mellem Sophie og Charlie. Jo der opstår sød musik imellem de to, i starten, arvefjender. Men hvordan kan Charlie nogensinde få fat i den forlovede Sophie? Og hvornår finder Sophie ud af, at hendes forlovede er en egoistisk nar? Som ægte Romeo og Julie eventyr kommer kærligheden på prøve fra alle sider og spørgsmålet er jo så, om kærligheden kan sejre til sidst?
Amanda Seyfried spiller den supersøde, smukke og charmerende Sophie og hun er bestemt en fryd øjnene. Seyfried er en ung skuespillerinde, som bedst huskes fra Mama Mia! og Mean Girls og har garanteret en stor karriere foran sig. Her passer hun perfekt som den håbløse forelskede, der finder den sande kærlighed, netop som hun troede hun havde. Christopher Egan spiller så Charlie, den overcharmerende britiske bachelor med den tragiske fortid og den lovende fremtid. Bringer minder om en ung Hugh Grant med hjertesmeltende smil og et glimt i øjet som sikkert vil smelte de fleste pigehjerter.
Men i romantiske film skal man også have en skurk, og selvom Gael García Bernal hverken er ondskabsfuld eller kalder til våbnene for at kæmpe for kærligheden, så er han filmens skurk. Bernal spiller den energiske, flyvske og excentriske kok og Sophies forlovede. Han er dog ikke forblindet af kærligheden, men snarere hans forretninger. Når Sophie fortæller om sin dag, bliver han hurtigt distraheret af duftnuancerne fra italienske vine eller madspecialiteter. Han må siges at begå synden, at tage hende for givet – hun begår så synden at finde sig i det. Og det er vel ikke den ægte kærlighed, når ens fremtidige partner hellere vil være til vin-auktion end at tilbringe tid sammen i Verona?
Selvom Letters To Juliet er en velkomponeret omgang sødsuppe, så er suppen svær at fordøje til sidst og man må spytte den ud. For når filmens eneste ”skurk” i virkeligheden er filmens mest komiske figur, mangler den modstand og forhindringer. Claires jagt på Lorenzo, fortidens kærlighed, gør filmen til en slags roadmovie, men vi ved jo alle fra starten, hvor filmen ender til sidst. Filmen er til dem, hovedsageligt de mere feminine, der har brug for at få bekræftet, at kærligheden er derude og man skal kæmpe for den. Slår man ikke til nu, vil man fortryde det i resten af ens liv.
