Skriv en kommentar
Japansk film har gjort triumf i de seneste par år. Ikke mindst takket være den smukke ”Drive My Car”, som vandt en oscar for bedste internationale film i 2022. Kulturelt er japanske film anderledes i vores øjne – og det vil de nok altid være, men hvis man fortæller en god historie, er budskabet universalt.
Taeko (Fimura Kimura) bor sammen med hendes seksårige, kvikke søn Keita (Tetta Shimada) og hendes mand, Jiro (Kento Nagayama). Alt er idyllisk, og de er alle i gang med at fejre en vigtig familiefødselsdag. Så sker det utænkelige – nemlig Keita tragiske ulykke, som tager hans liv. En stor sorg hviler nu over familien, og den tragiske begivenhed udløser spøgelser fra Taekos fortid. Især da hendes eksmand, Park (Atom Sunada) og far til Keita uforventet dukker op efter mange års forsvinding.
Kontrasterne og følelserne i denne film er ganske diskrete, men naturligvis eksisterende. Instruktøren Koji Fukada, har sagt sig for mål at skabe et autentisk og følelsesladet drama – også selvom alt er meget underspillet og nuanceret. Det kan naturligvis være en kulturforskel, især i kontrast til de vestlige produktioner, hvor sorg helst skal udtrykkes igennem tårer, råb og smerte. Disse følelser er også til stede i Taekos verden, men det er meget begrænset, hvor meget man viser følelserne.
I stedet forsøger Taeko at gendanne forholdet til sin koreanske eksmand, som ikke kun er hjemløs, men også døv. Der er allerede gode og solide kontraster i deres forskellige situationer og miljø, hvor sproget også bliver en udfordring for Taekos mand, Jiro. Han er slet ikke i samme retning som Taeko, da Keita aldrig var hans søn, og det føles som om, de bliver trukket mere og mere væk fra hinanden.
Filmen vil meget gerne vise et autentisk og helstøbt portræt af en families tragedie og ikke mindst konsekvenserne, som denne tragedie udløser. Koji Fukada har sørget for de mange kontraster og afstande imellem vores karakterer, hvilket virker rigtigt fint, da sorg er en individuel og personlig rejse. Men den viser også, hvor meget vi har brug for andre mennesker omkring os for at kunne heles. Det er nærmest poesi på film, vi bliver serveret.
”Love Life” er en fin, lille japansk perle, hvor følelser ikke sidder helt ude på tøjet, men helt inde i hjertet. Fimura Kimura giver et ærligt og diskret portræt af en sorgfuld kvinde, som forsøger at gøre sit bedste – i en utænkelig situation. Instruktøren Koji Fukada har skabt en meget poetisk og symbolsk film, der danner rammerne for en meget sårbar og følelsesmæssig fortælling.
