Skriv en kommentar
Bazil mistede sin far efter en landmineulykke og blev forældreløs, da hans mor gik psykisk ned med flaget. 30 år senere bliver Bazil i sin lejlighed tilfældigvis ramt af en vildfaren kugle fra et gadeopgør. Lægerne vurderer, at hvis man fjerner kuglen, bliver han en grønsag, men hvis man lader den sidde, kan Bazil dø hvert et øjeblik. Bazil blev udskrevet og lever på gaden med tilbagevendende hovedpine og fantasier, men bliver hurtigt optaget af en gruppe brugtbørshandlere. Med deres hjælp ligger han nu planer om at hævne sig på våbenindustrien, som har ødelagt hans liv.
Micmacs er Jeunets kun sjette spillefilm siden hans debut Delicatessen fra 1991 og det tager ikke lang tid at genkende stilen og universet. De universer som Jean-Pierre Jeunet skaber, er nemlig nogle af nutidens filmmageres lettest genkendelige. Specielt den førnævnte og ”De Fortabte Børns By” og ”Amélie” er tydeligvis fra samme båd og elsker man Jeunets surrealisme og underfundigheder, kan man ligeså booke billetten med det samme.
Som oftest i Jeunets film er plottet noget vås, handlingen overtroisk, karaktererne overspillede og karikerede, og billedsiden dybt fascinerende og spektakulært. Micmacs er en ordentlig omgang nonsens, men som altid fungerer, når det er Jeunet i instruktørsædet. Billedsiden skal ligeså meget tilskrives produktionsdesigneren Aline Bonetto kreativitet og kostumedesigneren Madeline Fontaine, som begge formår at ramme Jeunets stil og idéer. Alle steder er der små gimmicks og tingeltangel, som gør denne verden til fascinerende og usædvanlig.
Som instruktøren selv har udtalt, er historien nærmest en refortolkning af Snehvide og De Syv Små Dværge. Bazil, Snehvide, kommer ind i brugtbørshandlernes skjulte hus med de syv ”ikke-små-dværge”; Madmor, Brumme, Elastikpigen, Kvaser, Remington, Kugleramme og Lille Pierre. Som dværgene i Snehvide har de hvert sit specielle karaktertræk, om end nogle virker bedre end andre. Specielt Petit Pierre virker overflødig, mens den ordsprogkyndige Remington nok er sjovere, hvis man kan forstå fransk. Sammen som gruppe minder om de tilnærmelsesvis om Ocean Eleven’s udspekulerede tricktyve, som hver har deres speciale.
Bazil får tilbagevendende hovedpine fra patronen i hans kranie og deraf udspiller sig nogle syrede fantasier, som bringer minder frem fra de smarte Amélie livsfilosofiske spørgsmål, der var et gennemgående tema i den film; Hvorfor er ens destination på et kraks kort altid i folden? Eller små finurlige anekdoter fra livet om fx hvordan en mand selvforskyldt fik koldbrand i sin fod. De kan både virke forstyrrende og unødvendige, men de hører ligesom hjemme i dette univers.
Titlen ”Micmacs à tire-larigot” eller mere direkte oversat ”non-stop narrestreger ”er en velvalgt titel (den danske undertitel er ”det glade vanvid”), for både Bazil og brugtbørshandlerne samt Jeunet, laver konstante narrestreger. For Jeunet er det filmsproget, han spiller et puds og det er nogle gange på grænsen til spoof filmagtige. Flere gange promoverer filmen sig selv ved hjælp af reklameskilte i form af Micmacs filmplakater, som er visuelle billeder af den scene, vi netop er vidner til. Jeunet lægger ikke skjul på, at det ikke er virkelighed, vi er vidne til, men måske mere en virkelighed, han ville ønske, vi var vidne til.
Bazil sidder i starten i sin lejlighed og citerer replikker fra filmklassikeren ”The Big Sleep” med Bogart og Bacall og i præcis samme klassiske stil vælger Jeunet at lave forteksterne til sin film og samtidigt krydres soundtracket til filmen igennem med brudstykker fra den klassiske filmkomponist Max Steiner (Casablanca, Gone With the Wind, King Kong). Hermed viser Jeunet sin forkærlighed for filmens historie og heraf sine idoler.
Det er svært ikke at blive draget ind i Micmacs fascinerende univers med en fortryllende og velkomponeret billedside, gakkede karakterer og komplekse forbryder/hævn plot. Men i bund og grund er Micmacs blot en komedie med en skæv vinkel, der desværre hverken når Amélie og Delicatessens højde. Filmen er tempofyldt, vanvittig underholdende og humoristisk, men mangler lidt at de tidligeres film sjæl og lune. Dany Boon, som spiller Bazil, er forholdsvis ukendt, men smelter ubemærket sammen med resten af filmens vanvid og han bliver spændende at følge fremover i andre roller.
