Skriv en kommentar
Symbolikken er til at tage at føle på, da jeg sætter mig i det nye sæde, i Vester Vov Vovs sal 1. Væk er de gamle flysæder(vi får dog at vide, at sæderne stadig kan nydes i den mindre sal 2 i kælderen) med minibordpladen til drikkevarer, og askebægeret fra dengang det var tilladt at ryge i biografen. Udover et nyt lærred har salen desuden fået ny maling og gulvtæppe. Det symbolske kommer sig af, at biografen, som en fejring af den nyåbnede sal, har repremiere på den 21 år gamle Mine aftener i paradis.
Nuovo Cinema Paradiso, som den hedder originalt vandt i sin tid både en Oscar og en Golden globe for bedste ikke-amerikanske film, og har skrevet sig ind i filmhistorien(i hvert fald den undertegnede blev undervist i på universitetet).
Filmen starter da den midaldrende succesfulde filminstruktør Salvatore di Vita(Jacques Perrin) får et opkald fra sin gamle mor. Hans gamle ven Alfredo(Phillipe Noriet) er død. Dette sætter Salvatores tanker i gang og pludselig mindes han sin barndom i den lille fattige by Giancaldo på Sicilien.
Den unge Salvatore eller Toto(Salvatore Cascio), som han kaldes af alle i den lille by, bor sammen med sin mor og søster, da faren aldrig kom hjem fra krigen. Som alle gode katolske drenge keder han sig i rollen som alterdreng i kirken, hvor vi ser ham sove under gudstjenesten. Grunden til denne træthed, er at Toto hver aften besøger sin sande kirke; biografen og religion; Filmen. Her er han gode venner med Alfredo, biografens operatør, der har væggene fyldt med billeder med filmstjerner, og som ved lejlighed altid er god fra et par cinematiske visdomsord fra helte som Gary Cooper, James Stewart eller Henry Fonda.
Gennem deres venskab ser vi den lokale biograf være samlingspunkt og afspejling af samfundet i miniformat. Her mødes godtfolk og forelskes, skidtfolk for at slås ihjel og kirken er selvfølgelig også repræsenteret ved præsten, der inden filmene vises offentligt, bortcensurerer kyssescener og andre usædelige scener.
Som ung overtager Toto(Marco Leonardi) jobbet som operatør, da Alfredo bliver blind efter en brand. Samtidig forelsker han sig i rigmandsdatteren Elena(Agense Nano), men da hun tvinges til at rejse bort for at studere, forlader han selv byen med Alfredos formaning om aldrig at komme tilbage. Skal han nu ved vennens død overholde løftet eller tage af sted til begravelsen og gense barndommens paradis!?
Mine aftener i paradis er en kærlighedserklæring til filmmediet med stort K. Her er klip fra så mange klassiske film fra Hollywood til den italienske neorealisme, at det i sig selv kunne være en filmhistorisk opgave at genkende hvorfra alle klippene stammer. Måden hvorpå instruktøren Giuseppe Tornatore, formår at inkorporer denne kærlighed i skildringen af venskabet mellem den unge gavtyv Toto og den vise Alfredo, kan kynisk set godt beskyldes for at være en anelse for nostalgisk romantiserende. Det er dog unægtelig rørende når filmen på et tidspunkt viser, hvorledes en hærdebred mand flæbende gengiver alle replikkerne i en film.
At filmen aldrig slår over i det sentimentale skyldes på sin vis skuespillet, hvor specielt Philippe Noriet er fantastisk som Alfredo. En anden grund, er at Tornatore har blik for den store i historie og udviklingen i det italienske samfund med dens kommunister, mafiosoer og kirkelige censorer. En tredje grund er, at filmens lydside fyldes af musik fra Ennio Morricone, der endelig fik sin æresoscar sidste år, som formår at indramme og understrege filmens magi. Mine aftener i paradis er et mesterværk, der sagtens kan (gen)ses, selvom man ikke er en glødende filmaficionado!
