Skriv en kommentar
I 1988 er der et enormt internationalt pres på den chilenske diktator Augusto Pinochet, om at han skal afholde et folkevalg angående hans formandskab. Oppositionens leder overtaler en ung smart reklamemand, ved navn René Saavedra (Gael Garcia Bernal) til at fører nej - kampagnen. René har sønnen Simón (Pascal Montero), med hans tidligere kone Verónica (Antonia Zegers) og hun advarer René om det farlige arbejde han har sagt ja til.
Med få midler og under overvågning af Pinochets efterretningstjeneste kæmper René og hans team en unfair og farlig kamp mod overmagten. Dog begynder det at se lysere ud, da de bruger et dristigt og utraditionelt våben; humor. Men kan René beskytte sin familie og lave en kampagne, der er effektiv nok til at vælte en diktator?
På både ja – og nej siden de har 15 minutters tv tid, hvor de begge skal vise deres reklame. Nej-kampagnen sælger lykke og glæde og har lavet jinglen; ”Chile, nu kommer lykken”. Mens ja-kampagen prøver at sælge Pinochet som den gode leder.
Gael Garcia Bernal (Love is a bitch, 2000) spiller fantastisk og han er ekstremt overbevisende og det bedste ved No.
Cirka 30 % af No består af arkivmateriale med de rigtige optagelser fra valget. No er indspillet i en nostalgisk billedkvalitet, der fører en tilbage til 80’erne. Det er svært at skelne imellem filmoptagelserne og de rigtige arkivoptagelser. Det virker næsten dokumentarisk. Dog er det en meget stille film, som forgår i et langsomt tempo. Hvilket gør at, man nemt kan blive ukoncentreret og komme til at kede sig lidt. Filmen kunne sagtens have blevet fortalt i en hurtigere udgave.
No efterlod mig med en ja – nej –måske følelse. Den har sine gode sider, men også nogle kedelige sider, som gør en i tvivl.
No er den første chilenske film, som er blevet nomineret til en Oscar i kategorien bedste udenlandske film.
