Skriv en kommentar
Anden del af trilogien starter ved Emyn Muil. Frodo (Elijah Wood) og Sam (Sean Astin) er efter splittelsen stadig opsatte på at fuldføre deres mission om at tilintetgøre Ringen. De 2 andre fragmenter af den oprindelige forsamling er selvfølgelig lige så opsatte på at gennemføre planen. Ved Emyn Muil opdager Frodo og Sam pludselig at de bliver forfulgt af Gollum (Andy Serkis). Da de får taget Gollum til fange finder de ud af at han måske er deres eneste vej til Mordors Port. Derfor beslutter Frodo, til Sams utilfredshed, at lade Gollum vise vejen.
Det viser sig da også at være en god ide, da Gollum rent faktisk viser sig at kende vejen. Undervejs finder Frodo endda ud af at Gollum i sin tid hed Smeagol, og er et offer for en af Ringene. Han har derfor 2 personligheder, og begge viser sig ved forskellige lejligheder.
Aragon (Viggo Mortensen), Gimli (John-Rhys Davies) og Legolas (Orlando Bloom) er taget til Rohans rige for at få foretræde for den engang så mægtige Kong Théoden (Bernard Hill). Kongen er dog kun en skygge af sig selv, hans trofaste tjener Slangetunge (Brad Dourif) står i ledtog med Saruman (Christopher Lee), og har dysset Kongen i en rus, hvor han ikke kan se hvad der egentlig foregår. Gandalf den Grå (Ian McKellen) vender tilbage som Gandalf den Hvide, og slutter sig i første omgang til trioen.
Det lykkes for Merry (Dominic Monaghan) og Pippin (Billy Boyd) at undslippe de onde Uruk-Hai, og er flygtet ind i Fangorn, hvor de støder på Træskæg. De får ham langt om længe overbevist om at de ikke er orker, og at verden har brug for Enternes hjælp. Og den hjælp er der stor brug for, eftersom det trække op til en stor kamp mellem Rohans krigere og Saruman kæmpehær på 10.000 krigere.
Ringenes Herre: De To Tårne er ligesom etteren en fremragende film. Instruktøren Peter Jackson er stadig tro mod J.R.R. Tolkiens bog, og han har igen formået at lave en storslået genfortælling af den efterhånden så kendte historie. Der er selvfølgelig enkelte modifikationer i forhold til bogen, men det kan nok ikke undgås med en så stor historie som Ringenes Herre.
Historien er spændende fortalt, og selvom det er en alvorlig sag at skulle redde det hele fra det onde, så har man formået at få lagt små sjove episode ind i filmen, og det giver den en dejlig afvekslende tone. Dværgen Gimli er et par gange udsat for humor, og det er faktisk så man griner højt af det. Musikken er en perfekt understøttelse til filmen og dens handling – det går faktisk op i en højere enhed.
Skuespillerne er selvfølgelig de samme som i etteren, og det er vi mange der er glade for. Elijah Wood spiller rollen som Frodo i noget nær verdensklasse. Det er imponerende hvad denne 21-årige skuespiller præsterer på lærredet. Man forundres gang på gang over det store talent.
Danske Viggo Mortensen fortsætter også de gode takter han viste i den første film, og vi har grund til at være stolte af ham. Han leverer en helt igennem overbevisende indsats som Aragorn.
Andy Serkis er Gollum, og det er han godt. Han viser dette væsens 2 vidt forskellige sider på hver sin gode måde. Det kan godt være at Gollum er i tvivl om hvem han egentlig er, men Andy Serkis bør vide at han er en god skuespiller. Gollums rolle i Ringenes Herre kan måske sammenlignes lidt med Jar-Jar Binks i Star Wars – en underlig figur, som trods alt er med til at give filmen en anden vinkel. Mange brød sig ikke om Jar-Jar Binks – jeg gjorde og jeg kan også godt lide Gollum !
Hvis vi lige skal give instruktøren Peter Jackson et par ord med på vejen, så må det også blive rosende ord. Endnu engang har han lavet en storslået film, som med sine uovertrufne scenerier af det smukke landskab i New Zealand er en fryd for øjet. Skønheden brænder sig ind på nethinderne. Filmen er noget mere voldsom en dens forgænger. Der er masse-slagsmål, som måske kan virke en smule forvirrende på grund af den tætte filmning. Man kan have lidt svært ved at følge med i kampen. Men til gengæld er resten af filmen så flot at man let glemmer denne lille detalje.
Ringene Herre: De To Tårne er en værdig efterfølger til sidste års mesterværk. Endnu et mesterværk er født. Den var bestemt ventetiden værd – den eneste ulempe er at vi nu skal vente endnu et år på at få endnu en på opleveren. De To Tårne er en film du ikke vil gå glip af – specielt ikke hvis du var vild med den første i rækken. Snyd ikke dig selv for årets oplevelse som rammer alle dine sanser – på en gang !
