Skriv en kommentar
SAW 3D er syvende film i serien om den geniale (psykotiske?) Jigsaw-morder og alle dennes lærlinge. Traditionelt set er der meget få film der har præsteret at leve til syvende kapitel. Umiddelbart kan jeg kun nævne James Bond og en række gyserfilm så som Halloween og Fredag den 13. Men selv i forhold til disse er SAW unik. Det er ikke selvstændige kapitler der udelukkende hænger sammen ved brug af temaer og ikoniske replikker (“Bond, James Bond”), men derimod en sammenhængende fortælling om en seriemorder og alt hvad han efterlader sig. Der er personer der går igen fra film til film og scener hvis logik først bliver forklaret adskillige film senere. Hvad end man mener om SAW og den usandsynligt voldsomme billedlige vold, så er selve narrativet så kompliceret at man bør tage hatten af for det alene.
Men hvis alt dette er sandt bør spørgsmålet jo i virkeligheden være om denne film lever op til hvad de andre har leveret, om den leverer et solidt kapitel i sagaen om Jigsaw. Og til stor del synes jeg den gør. Den fortæller videre på historien som den skal, og efter en lidt sløv start får den sat gang i mysteriet om helt nøjagtigt hvem der styrer løjerne og hvorfor. På mange måder virker SAW 3D næsten mere som en heist film, fuld af distraherende elementer og hints til hvordan det hele ender op.
Den svage start jeg snakker om involverer en fælde med et offentligt element som ikke helt giver mening i forhold til resten af filmen, eller serien. Dog kan dette være et element af en senere film, siden kronologien i en SAW film ikke altid er helt til at stole på. Efter denne fælde bruges der en del tid på at introducere en person som senere ender op i et fældehelvede. Alt denne introduktion er sådan set godt, siden den giver en meget bedre indlevelse i personen (Spillet ganske imponerende af Sean Patrick Flanery), men det er meget ulig hvad tidligere SAW film har gjort. De har næsten altid haft ingen eller meget kort introduktion af karakterne for så at give os indikationer af deres historie i løbet af fælderne.
3D’en i filmen bør også kommenteres kort. Den var udemærket uden at være noget spektakulært. Der blev kastet ting i hovedet på publikum, men den blev ikke rigtigt brugt til andet. Personligt synes jeg at brugen i My Bloody Valentine 3D var bedre, men i det mindste var det ikke noget der gjorde SAW filmen ringere.
I virkeligheden ved jeg slet ikke hvad jeg skal anmelde i en SAW film. Filmen har fælder og massere af splat, omend ikke noget værre eller mere kreativt end tidligere set. Og så er der det element at det er nummer syv i serien. Der er næppe nogen der vil vælge at se denne som den første SAW film, og hvis man alligevel har set alle seks foregående lader man jo næppe denne i fred heller.
Måske bør de sammenlignes med Twillight bøgerne/filmene. Hvis man synes om det så ser man det til ende, ligemeget hvad resten af menneskeheden måtte have at sige om kvaliteten. Jeg har givet filmen fire stjerner fra en skala udelukkende indeholdende SAW film. 6 Stjerner er SAW 1 som virkeligt overraskede i sin tid, og 3 stjerner er SAW 5 som virkeligt ikke var en særlig mindeværdig oplevelse. Og hvis du kan følge med i logikken bag denne skala, så er du i virkeligheden nok allerede på vej i bio for at se SAW 3D alligevel.
