Skriv en kommentar
Titlen ’Scoreturen’ klinger af American Pie filmene, Road Trip og alle mulige andre teeenage ’vi-har-svært-ved-at-få-noget-på-den-dumme-fordi-vi-er-kiksede’ film om uduelige sexfixerede unge, der kun har tre ting på hjernen: sex, druk, og fisse. Netop de tre ting de har så svært ved håndterer. På den front er titlen velvalgt, da det netop er det, filmen handler om. Men modsat de nævnte titler er Scoreturen britisk og mangler et bestemt grundelement: at være humoristisk.
En af karaktererne siger faktisk meget rammende: ”Jeg ville ønske, jeg ikke var her eller var død.” Det er præcist den følelse man som publikum ofte sidder med. Scoreturen bygger på den britiske komedieserie ’The Inbetweeners”, der kører på sin tredje sæson i England. The Inbetweeners handler om fire 16-årige britiske high-school drenge, der er skolens outsidere. Eller de er faktisk lige en tand mere cool end ultra-nørderne og ikke i nærheden af coolness i forhold til resten af skolen. Resten af konceptet giver sig selv, kan de få bortskaffet deres mødom, træde ind i voksenrækkerne og dermed give fem flade til deres venner.
I serien benyttes Wills voice-over som et humoristisk element, men i filmen blivver det forstyrrende og irriterende. The Inbetweeners serien er som sådan en fin komedieserie (og eftersigende også populær), men hele formattet bliver umenneskelig upaassende og tåkrummende i en film. Hvis man ikke har set et afsnit af serien, har man bestemt ikke lyst til det bagefter. Stilen fungerer i serien, men skulle aldrig været gået til at andet format.
Selvom filmen tydeligvis forsøger at lægge sig på af American Pie traditionen med ubegribelige pinagtige episoder og underudviklede og sexhungrende karakterer, så fejler Scoreturen fælt. Den præsterer faktisk at kunne stå i skyggen af American Pie 5. Man dækker sit ansigt med sine hænder i desperation over den utålelige dårlige humor. Her er tale om humor, som når Will går ind i en glasdør, Jay bliver fanget af sin mor i at onanerer (har vi ikke set det før et sted?) eller en græsk snotunge der uprovokeret begynder at sparke Jay over skinnebenet. Hvad der normalt bærer denne type film er de forskellige avant-garde karakterer, men i Scoreturen er det kun übernørden Will, der fungere bare lidt. Han bærer nemlig et gram troværdighed med sig.
Filmens præmis skulle eftersigende være, at nørderne ville finde det umuligt at score selv i de sydlige himmelstrøg i et sex og druk paradis a la Sunny Beach. Men den præmis holder ikke længe da, trods drengenes manglende sociale færdigheder og ugunstige udseende, de får overraskende lidt modspil og ikke behøver de store anstrengelser for at få lidt på den dumme. Pigegruppen, som burde have været ’way-out-of-their-league, falder ubetinget pladask for dem ved første øjekast.
Hvad der er fornøjeligt i filmen er den sexistiske britiske slang for pik og patter og deslige. Replikkerne er lige i øjet og morsomme og er som det eneste, noget der løfter filmen op over smertegrænsen. Der er desuden enkelte momenter som er morsomme, som da tre af gruppens medlemmer forsøger at smigre sig ind på fire hunkøn via en særdeles kikset dans.
Scoreturen er det værste fra nederste skuffe af britisk humor og den får Margaret Thatcher til at ligne en stand-up komiker. Den er plattere end de fleste andre film i dens genre og holder sig kun oppe på velskrevede replikker.Den overdøvende larmende tavshed bliver brudt af vittighederne, der falder på gulvet. Scoreturen kan nemt blive en af de mest usjove komedier i det tyvende århundrede. Og vi er kun tolv år inden i århundredet.
