Skriv en kommentar
"Shall We Dance?" er et remake af en japansk film fra 1996. Det forklarer måske en hel del af den amerikanske versions løse ender og mystiske valg.
Man undrer sig allerede i starten over, hvorfor advokaten John Clark (Richard Gere) pludselig begynder at gå til dans, uden at fortælle sin kone (Susan Sarandon) om det.
Især når det nu alligevel ikke som først antaget er pga. interesse i den smukke danselærerinde Paulina (J.Lo.). Men lad nu det ligge.
John Clark er den type mand, hvis kone har svært ved at finde en fødselsdagsgave til ham. Manden har alt i hvert fald rent materielt.
Aften efter aften kører John med s-toget forbi Miss Mitzis danseskole.
En dag springer han spontant af toget for at stikke skosnuden indenfor i danseskolen. Her møder han mange farverige personer, f.eks. den ældre danseskolelærer Miss Mitzi (Anita Gillette), der pimper lidt rigeligt af lommelærken, den barmfagre Bobbie (Lisa Ann Walter) og de andre danseskoleelever.
Den smukke danseinstruktør Paulina bærer på en stor sorg. Hun er faldet til en stor dansekonkurrence i England sammen med sin daværende dansepartner og kæreste.
Siden er de to gået fra hinanden, hvorfor hun har mistet al lyst til dans.
Man kan undre sig over, hvorfor det nu er så galt, men i japansk regi er offentlig ydmygelse noget værre end i den vestlige verden. Det er tydeligvis et japansk kodeks, Paulina efterlever.
Det er sådanne små miss'ere, som instruktøren Peter Chelsom og manuskriptforfatteren har glemt at oversætte til amerikanske standarder og værdier. En betydelig del er tydeligvis "lost in translation".
Onsdag efter onsdag træder John Clark troligt den ene dans efter den anden på den forfaldne danseskoles knirkende gulve. Faktisk bliver han til sidst så ferm til trinene, at de andre danseskolemedlemmer lokker ham til at stille op til en stor dansekonkurrence.
Men i mellemtiden har konen fået mistanke til sin mand og hans svedige danseskjorter, og hun har sat en privatdetektiv på sagen. John afsløres naturligvis hurtigt i den store ægteskabelige forseelse, at han går til letbenet standarddans.
En afsløring der af uransagelige årsager skaber store problemer derhjemme. Men mon ikke konen tilgiver ham, hvis han byder hende op til dans?
"Shall We Dance?" er en pæn og veltrimmet film, der ikke træder nogen over tæerne en eneste gang i et fejlplaceret dansetrin. Vi kender denne type film til hudløshed, og det bliver hurtigt kedeligt sådan at få det hele skåret ud i pap.
Personerne er uudholdeligt karikerede, filmen er klodset og rodet skruet sammen og fyldt til bristpunktet med klichéer, der måske glider ned hos det større publikum. For mig bliver så meget candyfloss hurtigt kvalmt.
Dansen som metafor for udvikling og livsglæden bliver også påklistrede postulater. Dog fungerer scenerne og kemien mellem Sarandon og Gere rigtig godt, da dansen og husbondens mystiske dobbeltliv puster liv i deres kærlighed.
Stanley Tucci i rollen som den sjove dansefreak Link må også fremhæves som en af filmens bedre kvaliteter.
Et par grin og en trækken på skuldrene. Denne genre trænger lige så kraftigt til fornyelse som Richard Geres position som genert førsteelsker med den indadvendte charme gør.
Denne film er i hvert fald slemt ude af takt.
