Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Så er der dømt jubilæum. Den 25. film fra Marvel Cinematic Universe er en realitet. Først tilgængelig gennem Disney+ og nu klar i skiveform. Og lad mig så fejre jubilæet med at annoncere, at der er tale om en meget frisk film af slagsen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede ellers var kørt noget fast i superhelte-genren og ikke rigtig har fundet nogen glæde i den siden tiden med Iron Man- og The Dark Knight-filmene. Jeg synes, at de har en klokkeklar tendens til at blive en gang nonsens spundet over den samme skabelon med meget tynd handling. Økonomien bruges på overdimensioneret actionstøj i stedet for at forme helte og skurke til ikke at være så grå og kedelige. Jeg har helt grundlæggende savnet nerve i persongalleri og formål med en filmatisering. Det vender så faktisk lidt her, for Shang-Chi And The Legend Of The Ten Rings er anderledes original.
Det er særligt miljøet, som fanger mit øje. Her er plads til langtidsflyvning som vi har set det i tilsvarende kampscener fra f.eks. ”House Of The Flying Daggers”, ”Tiger På Spring, Drage I Skjul” og ”Hero”. Velkoreograferede kampscener som går efter manden og ikke væltede biler, bygninger og kaffestel. Tilmed har vi også en atypisk hovedrolle, som lever et helt almindeligt liv, indtil fortid og familiære bånd kalder. Organisationen The Ten Rings skal stoppes, og det kræver at Shang-Chi stopper sin far. Humor og charme er ikke så påklistret som i Marvels øvrige produktioner. Eksempelvis er der en elskelig YouTuber, som i togscenen filmer Shang-Chis slagsmål med en bad guy med et glødende sværd i forlængelse af underarmen. Her giver den rejsende YouTuber sig til at liveoddse på slåskampens vinder. Clash of the Cultures!
Jeg er også ret vild med den kraft, som de ti ringe besidder. Det får nærmest Thors hammer til at ligne en forvokset mælkebøtte til sammenligning. Læg dertil et solidt cast, hvor selveste Ben Kingsley dukker op i en meget uvant rolle og en masse sære dyr også for en rolle at spille, ja, så er jeg rigtig godt underholdt – i forhold til genren. Dejligt at Shang-Chi And The Legend Of The Ten Rings tør være så afvigende. Der skal sikkert også være nogle Marvel-kendere, som - af samme årsag - hader filmen. Ikke desto mindre, så kan jeg godt afsløre at der venter mere af samme skuffe, for selvfølgelig er der et efterspil midt inde i rulleteksterne.
I øvrigt stor cadeau til produktionen ved at pege på Simu Liu i hovedrollen. Et ikke så pokkers etableret navn (primært kendt fra tv-serien Taken), som med timing og indlevelse ikke ender som endnu en Marvel-kliché. Summa summarum, så er Shang-Chi-filmen et friskt pust i forhold til at bringe kung fu ind i Marvels univers. Den er tilpas anderledes til at fange mit øje, og selvom det måske ikke lader sig afsløre i karaktergivningen, så er tre stjerner altså rigtig mange, når man holder det op mod, hvor meget jeg plejer at sukke dybt, når Marvel normalt smadrer sig gennem manuskripter og plots med afsæt i et klik på F5-knappen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Walt Disney Studios ©
