Skriv en kommentar
Sherlock Holmes (Robert Downey Jr.) mener at have fundet en større global sammensværelse mellem forskellige hænderlse rundt omkring i verden, og det alt sammen leder hen til Professor Moriarty (Jared Harris). Da Irene Adler (Rachel McAdames) leder Holmes på sporet af spåkonen Sim (Noomi Rapace), vælger Holmes at holde den for en stund hjemvendte Dr. Watsons (Jude Law) polterabend på den beværtning hun arbejder og dermed udnytte situationen til at efterforske videre. Sim lover at hjælpe mod at Holmes finder hendes fortabte bror, og Dr. Watson bliver ufrivilligt indlemret i plottet, og må droppe sin forestående bryllupsrejse.
Guy Ritchies film er som regel kompliceret ’who-dunnits’ med et edderkoppespind af ’hvem-narrer-hvem’ og et plot som ofte kun ham selv helt fuldt ud forstår. Lock Stock and Two Smoking Barrels (1998), Snatch (2000), Revolver (2005) og RocknRolla (2008) er alle stillistiske hyper-aktive og med et væld af små sidehistorier og sidekarakterer der vivles ind og ud af plottet, som til sidst er ligeså kompliceret som en rubiks kube. Men med de nu to Sherlock Holmes film er hans film blevet lettere fordøjlige og forståelige, og det skyldes såmænd nok det faktum, at det er andre end ham selv, der har skrevet manuskripterne til filmene, og det har hjulpet gevaldigt!
Den visuelle stil i Sherlock Holmes 2: Skyggespillet fortsætter fra den første Sherlock Holmes og de andre tdligere Ritchie film med en andrenalinpumpende klipning med vekslende slow-motion og fast-motion som skiftevis dvæler ved deltaljer eller springer temporalt frem og tilbage i tiden. Ritchies film består ofte af kreative, opfindsomme og løjerlige scener og karakterer, som på en gang bliver humoristisk, men også til tider for anstrengende og for meget af det gode.
Action og humor i Sherlock Holmes 2: Skyggespillet er drivkraften bag filmen. Det er som i den første film makkerparret Holmes og Watson ’bromance’ forhold, der ligger an til humoren, og Holmes utallige spøjse gags mod Watson giver filmen et kærkomment løft. Dog falder flere af vittighederne til jorden og filmen tager til tider en drejning mod en naiv infantil komik, som virker utilsigtet for handlingen. Det samme gør sig gældende med flere af action sekvenserne, der hverken driver handlingen fremad eller bagud, men som bogstavelig talt stagnere handlingen i slow-motion sekvenser, der får en til at ånde sukkende ud. Det er som om at Ritchie aldrig lære at stoppe, mens legen er god.
Som altid er det Robert Downey Jr. der stjæler billedet og endnu engang viser sit talent for komik på det brede lærred. Det er nok intet tilfælde af hans to oscarnomineringer til dato har været i portræteringen af Charles Chaplin i Chaplin (1992) og den sorte Kirk Lazarus i Ben Stillers Tropic Thunder (2008). Jude Law spiller den menneskelige i makkerparret og blgner derfor ved siden af Downey.
Sherlock Holmes 2: Skyggespillet er mindre kompliceret end Ritchies tidligere film, men deraf ikke sagt simpel. For plottet i Skyggespillet er indviklet! Men til tider oversimplificeres enkelte elementer med gentagene forklaringer af plottet. Men det er stilen i Ritchies film og det må man leve med.
Filmen er vittig og underholdende, men også kompliceret og kaotisk. Holmes kan til tider virker for bedrevidende, alt for smart og uovervindelig. Selv den mest usandsynlige hændelser har Holmes taget højde for. Det virker desværre kunstigt og for tilfældigt. Specielt en togsekvens hvor Holmes redder Wastson og hans kone fra den visse død, ser vi et lynhurtigt flashback hvordan Holmes har nøje planlagt alt til mindste detalje, så de alle kan slippe næsten uskadt. Og slutningen kan ikke undgås at føles tam og for snydt, når Holmes endnu engang har regnet alt ud.
Kunne man lide den første Sherlock Holmes film, kan man roligt bevæge sig ind i biografen til Skyggespillet med en stor portion popcorn og en halv liter sodavand. Det er en væridg underholdende efterfølger, som holder sig på niveau med den første. Dermed ikke sagt for lidt, eller for meget.
